Uncategorized

At starte på kandidat ..

Okay, jeg er ikke helt officielt startet endnu. Det gør jeg i morgen, når jeg kl 10 skal møde på uni til min første undervisningstime på min kandidat i international virksomhedskommunikation.
Jeg har alligevel fået en lille smag af hvordan det er at være kandidatstuderende i fredags, da der var introdag for dem jeg skal gå på hold sammen med de næste to år. Vores studieleder indledte det hele med at fortælle at han glædede sig til en introdag på 17 timer i samvær med os alle sammen. 17 TIMER?? Jesus, det er lang tid! Men vi havde info om fag og icebreakers fra 9-17, og derefter spisning nede i fredagsbaren med efterfølgende fest.

Jeg håber på, at jeg gennem min blog kan give et lidt mere personligt indblik i hvordan det er at have en normal hverdag som værende hjertetransplanteret og halvvejs døv på det ene øre. Og at have skoliose. Og de andre småskavanker jeg nu har 🙂 Derfor vil der sandsynligvis komme nogle flere indlæg omkring min hverdag, og især min kommende kandidat på universitetet. Jeg håber du vil følge mig 🙂

Jeg havde heldigvis sovet godt, men jeg tror desværre jeg er inde i en periode hvor jeg er meget træt. Det kommer højest sandsynligt fordi jeg ikke har lavet en skid siden midten af juni og indtil nu. Så det bliver hårdt de første to uger (tror jeg), også letter det hele forhåbentligt. Plus, jeg var spændt og nervøs, både for det sociale men også i høj grad overfor det faglige: Kunne jeg møde nogen at snakke med, hvad med studiegruppe, hvor meget højere er niveauet end det jeg før har kendt til på min BA osv. Heldigvis fandt jeg nogle mennesker som jeg fik snakket lidt med, og som jeg håber at komme til at snakke mere med det næste stykke tid. Så allerede da jeg havde snakket med de første, var jeg meget mere rolig: Det kunne jeg godt 🙂
Om aftenen synes jeg desværre det var svært at følge med i folks samtaler. Også selvom jeg havde mit høreapperat på: Der var musik og virkelig mange mennesker. Lagt sammen med en dårlig akustik, så er det på ingen måde optimalt. Så jeg glæder mig til at kunne snakke med folk i et stille og roligt lokale, så jeg også kan være med i samtalen 🙂
     Rent fagligt bliver det første stykke tid nok et direkte mareridt. Og ja, jeg tager VIRKELIG sorgerne på forskud. Og det er faktisk virkelig skidt for mig selv at jeg gør det. Så henover weekenden har jeg så vidt mulig forsøgt at lægge det lidt fra mig, og prøve at lægge et lille skema til mig selv for min læsning. Der er cirka 3000 sider jeg skal have læst inden slut december, plus undervisning, øvelsestimer og møde med studiegruppe. Jeg tror (især i starten) at det bliver sindsygt hårdt!! Mandag og tirsdag er lange dage, så der får jeg nok ikke læst. Fra d. 17. september skal vi begynde på øvelsestimer, men måske får jeg læst lidt der. Derfor må torsdag og fredag blive mine store læsedage, også håber jeg at det kan fungere. Ellers må jeg tage weekenden i brug. Der er intet andet for.

Det hele virker en smule håbløst lige nu: Der skal lægges virkelig mange kræfter i det her studie og virkelig meget tid. Så lige nu har jeg meget svært ved at se hvornår jeg skal få tid til at træne (både generelt, men også så jeg forhåbentlig kan gennemføre et løb sidst i oktober), og hvornår jeg skal være social med andre end min kæreste.
Heldigvis er jeg i den dejlige situation hvor min kæreste og mine forældre vil hjælpe mig så meget som muligt: Min kæreste på hjemmefronten og få mig til at slappe af (jeg har en tendens til at stresse over alt, så det er en god egenskab han har!) og jeg ved at mine forældre gerne kigger forbi og hjælper med hvad der nu er brug for.

 

Reklamer
Uncategorized

Eurohearts konference i Schweiz – part 2

For at undgå meterlange indlæg, har jeg valgt at dele mine oplevelser på konferencen op i flere bidder.

Onsdag var beregnet til at stå på matrix-grupper så vi kunne snakke med hinanden om det at være GUCH, og hvilke problemer det eventuelt medførte. Der var flere forskellige grupper og emner, og alle nåede to emner hver.
Bortset fra mig. Jeg fik et pludselig tilfælde af træthed, og lige før dagsprogrammet startede, måtte jeg gå op på værelset. Jeg var blevet træt (selvom jeg havde fået min søvn og mine middagslure hver dag!), og jeg orkede ikke tanken om at sidde og snakke med mennesker på det tidspunkt. Så det endte med at jeg lå og spillede lidt på min mobil, fik sovet en halv time, kom med ned og fik taget fællesbilled med de udleverede trøjer, også gik jeg ellers op og sov lidt mere. Jeg gik glip af et andet foredrag med titlen “Hurray – We Are Still Alive”. Det sidste foredrag gjorde ikke så meget for mig ikke at kunne deltage i, men jeg elsker at høre andres erfaringer, problemer og især succeser med det at have en medfødt hjertefejl. Så det første indslag i dagsprogrammet var jeg ærgelig over at være gået glip af.

Billedet af os alle sammen. Ja, det skal være et hjerte. Det blev ikke så vellykket som det var meningen xD
Billedet af os alle sammen. Ja, det skal være et hjerte. Det blev ikke så vellykket som det var meningen xD

Til gengæld hjalp luren enormt meget, og jeg var frisk til at kunne tage med de andre til byen Lucern. Turen inde i byen startede med en tur rundt i et lille tog. På denne måde kunne vi se byen, og få fortalt byens historie gennem nogle hørebøffer i toget. Byen har et slot som hedder Gutsch, og alle jublede da vi så det.
Senere på dagen mødtes jeg ganske kort med min kæreste og hans familie. Hans forældre er lige flyttet til Schweiz, og vi var så heldige at vi kunne se hinanden. Selvom det kun var ti minutter, så var det skønt!
Resten af turen i Lucern gik med lidt shopping med mine veninder Maja og AK, også gik turen ellers hjem igen.
Hjemme på hotellet havde personalter disket op med BBQ udenfor. Der var ægte udendørsstemning, og alle hyggede sig. Og det var virkelig lækker mad! Jeg endte med at sidde ved siden af nogle fra Finland (som jeg mødte til Skandinavisk konference sidste år), og vi havde en virkelig hyggelig aften med vin, latter og generel snak.
Jeg tror faktisk onsdag var en af de bedste dage på konferencen for mit vedkommende. Selvom dagen startede dårligt ud med tristhed hos mig pga. træthed, så endte det godt, og jeg fik virkelig bondet med nogle af finnerne. Jesus hvor er det søde!

Efter middagen ville arrangørene give os en overraskelse. De mente, at fordi vi havde haft en meget følelsesmæssig dag, så skulle der grin til. De havde inviteret en mimer til at optræde for os. Da mimeren kom ud fra bagtæppet, så alle lidt forvirrede på hinanden. Det var da en underlig ting det her. Men der gik ikke særlig længe, så skreg folk af grin! Især Eirin fra Norge. Hendes grin er så herligt smittende og man kan tydeligt høre hende grine. Men det var så dejligt at hun bare gav los! Hun kunne næsten ikke stoppe igen xD
Jeg synes du skal se lidt på mimeren her. Han hedder Dante, og han er altså virkelig dygtig!

Alle deltagerne og Dante i midten. Det er Peter fra Holland som ligger nede på gulvet og prøver at svømme ind i billedet.
Alle deltagerne og Dante i midten. Det er Peter fra Holland som ligger nede på gulvet og prøver at svømme ind i billedet.

Torsdag var den sidste officielle konferencedag. Alle havde følelsen af, at det var gået hurtigt, og alle havde også en følelse af sammenhold. Fordi vi alle fejler noget ala det sammen, så kommer der lynhurtigt et tæt bånd imellem os alle sammen. Det er bare nemmere at snakke sammen, også selvom det ikke nødvendigvis skal handle om sygdom. Og det er virkelig fedt!
Ærlig talt husker jeg ikke meget af de oplæg vi havde fra læger. Og dog .. Jeg husker Dr. Greutmann. Han er en GUCH-læge fra Schweiz, og han virkede meget lydhør overfor vores eventuelle kommentarer. Grace, hende som stod for al kommunikation udadtil, roste ham og sagde at han var en af de dygtigste i Schweiz. Han virkede ydmyg, men samtidig klar over sin ekspertise. Lidt ligesom ‘min’ læge Hans Eiskjær fra Skejby Sygehus. Jeg har en ide om, at de to ville komme fint ud af det med hinanden.
Nå, anyways. Dr. Greutmann og en kvindelig læge skulle fortælle om, hvad de kunne lide og ikke lide ved at have med GUCH-patienter at gøre. De sagde begge, at de synes det var hårdt at miste en patient til døden. De vidste begge to at det kunne ske, men det gjorde det ikke mindre hårdt. Derudover var de ikke så glæde for at sætte grænser for folk, selvom det i visse tilfælde er nødvendigt. F.eks. må jeg ikke hoppe i de store trampoliner, fordi trykket kan påvirke hjertet negativt. Jeg må heller ikke få for meget sol, da det kan nedbryde min medicin så kroppen ikke optager det. Begge læger synes ikke altid det var fair at sætte grænser overfor folk, eller sige at de ikke må (den kvindelige læge sagde at det især var svært at forbyde en graviditet, selvom det ikke sker så tit længere), og det var fedt at høre at også de har nogle negative oplevelser i forbindelse med andres sygdom.

Senere på dagen afholdtes den traditionelle fodboldkamp. Hvert år deles alle de deltagene op i to hold, også skal man finde på en eller anden udklædning (mit hold var kedeligt: Vi skulle binde en hvid trøje om os selv, men der var samtidig heller ikke nogen som var ligeså kreative som det andet hold: de var superhelte!) også ellers bare give den gas. Man spiller kun om æren, og det var skideskægt. Kravet var, at ALLE skulle være på banen i mindst 30 sekunder. Hvis man derefter ikke kunne mere, var det helt fint. Der var forståelse for hver enkelt menneske, og alle fik lov til at være der.
Jeg er normalt ikke til fodbold, men herre jemini det var sjovt! Jeg er faktisk dårlig til fodbold, men jeg fik løbet lidt rundt og råbt lidt med holdet. Det vil jeg meget gerne gøre igen. Det var en virkelig fed måde at få motion på og fordi jeg var lidt høj over at jeg havde klaret ‘udfordringen’ om fodbold bedre end jeg havde forventet, var jeg tæt på at løbe en tur. Istedet gik jeg med Maja op på værelset, så vi kunne blive klar til gallamiddagen om aftenen.

Maja, mig og AK bagerst. Kirsten og Karen-Marie forrest. Os fra Danmark, klar til galla.
Maja, mig og AK bagerst. Kirsten og Karen-Marie forrest. Os fra Danmark, klar til galla.

Billede 24-07-14 20.02.11

Gallamiddagen endte også med at blive et hit hos mig. Desværre var maden ikke særlig god (kødet var VIRKELIG overstegt, fritterne var bløde, og desserten var generelt ikke særlig god). Men der var så god stemning over hele linjen, at det var helt ligemeget at maden ikke var særlig god. Det var skide hyggeligt, og selvom min ryg gjorde ufattelig ondt (ipren virkede ikke, og jeg havde endda lavet mindst 10 minutters rygøvelser hver dag), kom jeg alligevel gennem aftenen og hyggede mig!
Så jeg gik i seng, meget glad og klar til at komme hjem til mine svigerforældre dagen efter. Selvom det havde været en virkelig god konference, så blev det nu meget godt at komme hjem til et hjem som rent faktisk føltes som et hjem, og der ikke var nogle forpligtelser for, hvad jeg skulle i løbet af dagen.

Uncategorized

Eurohearts – konference i Schweiz part 1

D. 20 Juli gik turen for fem danske GUCH’ere til Schweiz for at deltage i en tilbagevendende konference for europæiske GUCH’ere. Konferencen vender tilbage en gang hvert andet år, og det var altså Schweiz’ tur til at afholde konferencen i år.
Første dag bød på aftensmad, velkomst og icebreaker. Den ene icebreaker gik ud på at kaste en garnnøgle rundt imellem hinanden. Greb man garnnøglen skulle man fortælle sit navn og hvilket land man kom fra, også kaste nøglen videre. Vi var 50 deltagere på konferencen, og det endte med et stort net af garn på kryds og tværs: Vi var alle forbundet på den ene eller den anden måde. Smuk og meget illustrativ måde at fortælle det på synes jeg.
De der ønskede det kunne sætte deres poster op i lobbyen samme aften. Ved disse konferencer skal hvert land have en poster med, som kan vise noget om GUCH-organisationen i det pågældende land. På denne måde kunne folk komme og gå som de ville, og se på de forskellige landes plakater når det passede den enkelte.
Det var sjovt at se hvor stor forskel der er på hvert land: En ting er, hvor meget hvert land har af merchandise (Australien havde virkelig mange sjove ting med såsom en lille taske til bæltet og klaphænder, formet som hjerter), hvor andre havde to-tre stykker A3-papir med, og nogle forskellige ting fra organisationen.

Jeg mener denne poster er fra England, men jeg er ikke helt sikker.

Den tyske GUCH-organisations poster.
Den tyske GUCH-organisations poster.

Konferencens tema var Tough Hearts, og de foredrag vi hørte fra læger og hjertepatienter havde stor fokus på hvor seje vi egentlig var som hjertepatienter: Hvor mange forskellige ting (operationer og udfordringer i hverdagen) vi hver især havde overvundet, og at vi alle på en eller anden måde var kommet stærkere ud på den anden side.
Et af de første foredrag, hvis ikke det første, var fra en læge som omtalte hvordan man var en helt. Til dette foredrag kom han ind på de læger som har forsket i hjerter, og de første læger der udførte en hjerteoperation (en blodåre skulle forbindes med en anden blodåre i hjertet. Desværre husker jeg ikke det medicinske navn for denne procedure). Vidste du at det ikke var en hvid mand (som hidtil er blevet krediteret for denne ‘opfindelse’ og operation) men en sort mand som har æren for at have udtænkt denne operation? Han hed Vivien Thomas, men fordi der i USA tilbage i 1940’erne – 50’erne var restriktioner for sorte og deres arbejde, stod Thomas BAGVED den hvide mand (hvis navn jeg ikke kan huske) og gav instruktioner til operationen. Først indenfor de seneste ti år er Thomas blevet anerkendt, og han har modtaget en medicinsk nobelpris for hans arbejde.
Lægen der fortalte os dette, var ikke af den mening af lægerne var de eneste helte i denne sammenhæng. Forældrene og især patienterne var i ligeså høj grad, måske endda højere grad, heltene i en medicinsk sammenhæng. Og hvorfor nu det, spørger du måske? Simpelthen fordi lægevidenskaben har brug for ‘forsøgspersoner’ til at kunne udføre nye operationer. Til dette er dyr ikke nok, men mennesker skal under kniven. Til dette skal man bruge patienter. Hvis det er mindreårige patienter er det patientens forældre der skal side ‘ja tak’ til operationen, også selvom denne kan indebærer store risici for komplikationer. Derfor mente han, at patienter og deres forældre ikke fik nok credit for. Og derfor takkede han os alle sammen, for at have lagt os under en læges kniv.
Det var også mandag vi skulle se Höllgrotten i Baar. Det er drypstensgrotter, som alle deltagere på konferencen fik mulighed for at se. Det var super flot (og lidt fugtigt), og det var generelt en virkelig hyggelig tur og super fedt at arrangørene havde tænkt at vi skulle opleve noget schweizisk natur.

Tirsdag gik turen til Edward Life Science Center nogle kilometer væk fra Baat hvor vi boede. Vi fik mulighed for at se hvordan man laver stenter som bruges til at udvide en blodåre i hjertet ved f.eks. forkalkning eller forsnævring.
Det var virkelig spændende og fascinerende at se to kvinde sidde og HÅNDSY de stenter der bruges. Én stent koster 5.000 CH (schweizer franc). Dette beløb skal ganges med 6,45. Altså vil én stent koste 32.250 danske kroner. Det er altså en sjat penge der vil noget. Tænk så på, at der er mange som skal igennem sådan en operation hvert år. Det har været på tale jeg skulle have en stent pga. en forkalkning, men forkalkningen gik i sig selv igen.
Som sagt bliver stenterne lavet i hånden, og de bliver set efter af mennesker. Selvom maskiner selvfølgelige laver noget at arbejdet, fik vi ikke set sådanne maskiner på turen. Istedet så vi at tre mennesker stod og kiggede ned i én stent gennem et mikropskop, for at tjekke at den var fejlfri og kunne anvendes ved en operation.
De der havde en stent indopereret havde mulighed for at møde stentens ‘bagmand’, altså den person der havde syet stenten. Kravet var, at stenten skulle komme fra Schweiz og fabrikken. Der var én af de delegerede fra konferencen der mødte sin stents moder, og fik taget billeder med vedkommende. Super fed mulighed personen fik! Kirsten, den danske formand for GUCH, har også en stent, men den kommer fra Canada (mener jeg). Hun ville ellers gerne have mødt manden bag stenten.
Vi fik frokost sponsoreret af Edward Life Science. Derefter gik vi over gaden, og kom indenfor i Glasi Hergiswill, hvor de fortæller om glaspusteriets kunst igennem tiden. De har lavet museet meget anderledes og nyskabende: Der bliver lukket 10-15 personer ind af gangen, og så skal man følge lyset. Der kommer lys på hvor enkelt genstand, og man er derfor tvunget til at stå og se på genstanden, mens en stemme fortæller om hvad der er, og historien bag det. Det var super illustrativt, og en virkelig fed måde at gøre det på! Bagefter var der mulighed for at stå og iagttage et stort ‘rum’ med en masse mænd og én kvinde, som lavede glas. Det var ægte masseproduktion, og fascinerende at se på!

Konferencen varede helt indtil fredag i den uge, men fordi indlægget i forvejen er langt, vil jeg sprede begivenhederne over flere indlæg.

Uncategorized

Dejlige ord fra en fellow-runner fra England

For en lille måneds tid siden (tænk at der allerede er gået så lang tid!!) var jeg til Eurohearts konference i Schweiz. Her mødte jeg en mand ved navn Paul. Han har også medfødt hjertefejl, men løber. Marathons. Og er vist nok igang med at træne til en halv og hel ironman. Han er ældre end mig, større på alle leder og kanter, hjertesyg .. men løber .. og gennemfører ..

Vi var en ude at gå en aftentur hvor jeg faldt i snak med ham, og vi begyndte at tale om løb. Jeg var ærlig og sagde at jeg ikke havde lavet en skid i over en måned nu pga en operation, og jeg derfor ikke måtte. At jeg sagtens kunne lave rygøvelser/yoga og gåture, det er ren dovenskab. Hvilket jeg indrømmede!
Jeg fortalte også om det væddemål jeg har med min far: vi skal løbe 10 km i slutningen af oktober. Og ærlig talt? Jeg tvivler meget på at det kommer til at ske. Men jeg er igang med min træning, og jeg har tænkt mig at give den en skalle! Især her i ferien så jeg kan oparbejde en form og en rutine før studeistart.

Nå, men ham Paul. Jeg har åbenbart fået nogle tanker igang hos ham og rørt ham på en måde jeg ikke vidste jeg havde. Han har i hvert fald skrevet et virkelig flot blog-indlæg om mig på hans egen blog. Han beskriver at vi løbere (som ovenikøbet er hjertesyge) har et særligt bånd. Og han skriver at jeg nok skal gennemføre det løb! Ikke nødvendigvis på en hurtig tid. Men han er sikker på jeg kommer til at gennemføre det.
Indlægget rørte også mig. Mest fordi jeg slet ikke var klar over at jeg havde inspireret ham på nogen måde.

Læs her hvad Paul selv skriver!

Selve konferencen skal jeg nok skrive om i løbet af den kommende uge! Op til flere indlæg 🙂