Uncategorized

Filmanmeldelse

IMG_0002

Dette indlæg handler om noget helt andet end træning. Istedet handler det om en film som jeg så i går, som rørte mig dybt og som jeg ved nogle punkter, kan nikke genkendende til.

Filmen er The Fault in Our Stars. Den handler om den kræftsyge Hazel Grace som fortæller om sin hverdag med sygdom, lægeaftaler, ingen skole og gruppeterapi. Hun keder sig ærlig talt, og er træt af at være syg. Til terapi møder hun drengen Augustus Waters. De oplever en masse ting sammen.. Også vil jeg ikke afsløre mere, da jeg så afslører hele filmen 🙂

Én ting er, at jeg kunne identificere mig med Hazel Grace. Jeg går ikke og tænker lig så meget over død og begrænsninger som Hazel Grace, men mange af de tanker hun går med kan jeg nikke genkendende til. Jeg synes også at det med at leve med en sygdom er rimelig realistisk beskrevet. Hazel Grace har lungekræft, og hun har et iltapparat med sig overalt. Der er nogle begrænsninger ved hendes sygdom, både fysisk men også socialt. Den sociale kunne måske godt mere i fokus, men jeg synes egentlig ikke det gør noget.

Filmen er medrivende (dog nok mest for piger), sød .. også frembragte den også nogle tårer fordi man lever sig så meget ind i den. Jeg sad og så første halvdel i toget, og måtte lige holde lidt igen så jeg ikke sad og stortudede i toget. Så hav Kleenex klar, og gerne en dyne at sidde og putte i!

Reklamer
Uncategorized

Svedige tider efter nytår

I min overspringshandling i dag, faldt jeg over denne artikel. Det er ikke fordi artiklen rummer så meget, men det er nogle enormt fede billeder som er blevet taget til lejligheden.

Artiklen er fra Politiken, og viser billeder af nogle af de københavnere som har valgt at starte året svedigt. Og svedigt må man sige at det er! Vandet HAGLER ned af deres ansigter, og på mange af billederne kan man tydeligt se at vedkommende er presset! Især det allerførste billed i galleriet er jeg vild med. Hun minder om en instruktør i Svendborg, og jeg får lyst til at tage ned og træne med det samme!

Se billederne her.

Uncategorized

Gåtur i det smukke veje

Jeg har siddet nede og unde de sidste par dage. Da jeg stod op i morges blev det til et af dagens mål at komme udenfor og at gå en tur. Jeg er på vej til træning, så jeg er gået en lille kilomet for at tage bussen resten af vejen. Dovent? Måske. Men står og nyder solen imens jeg venter og så synes jeg det er helt legitimt 😊

2015/01/img_2974.jpg

Jeg håber at I derude bag skærmen også nyder det gode vejr! Og at det er weekend!

Uncategorized

Fællesskab på tværs af sygdomme

Siden jeg opdagdede GUCH og kom med i foreningen, har jeg haft en oplevelse af fællesskab. Hver gang jeg mødes med nogle nye i foreningen, så går der ikke længe før vi er i snak. Om ikke andet, så om erfaringer og hvilken sygdom vi har. Senere bevæger vi os ind på det mere personlige og vores privatliv. Og det er fedt! Der er lidt færre hæmninger når vi tydeligt har noget til fælles.

Da jeg skulle til Eurohearts var jeg en smule nervøs for, om det var ligeså nemt at danne et fællesskab på tværs af sprog og kulturer. På konferencen var det meget individuelt hvor gode folk var til engelsk, og jeg tænkte at dette måske kunne blive et problem. Men nej, det blev det ikke. Det var præcis ligeså nemt som herhjemme i Danmark, og jeg kom forholdsvis hurtigt ind på nogle mennesker jeg ikke har snakket med før. Og som jeg måske ikke kommer til at snakke med igen. Jeg kom så tæt på dem, at jeg græd da vi alle skulle sige farvel igen.

Hvad jeg har fundet ud af på min kandidat er, at man også hurtigere kommer tættere på hinanden på TVÆRS af sygdomme. Jeg har en klassekammerat som er spastisk lammet, og jeg faldt en dag i snak med ham. Jeg spurgte ham hvad han fejlede, og straks begyndte vi at snakke hospitalsophold, forhindringer og det at vi begge var kandidatstuderende på trods af et handicap. Han indrømmede også, at han fortalte mig meget mere om sit sygdomsforløb, end han gjorde til andre. Han begrundede det med, at jeg havde en større forståelse for hans sygehusforløb end mange andre, og han havde før oplevet at folk blev skræmt af hans, til tider, voldsomme historier om sit forløb. Selvom det ikke var længe vi nåede at snakke (så skulle vi sidde og koncentrere os om grammatik igen), også døde sygdomssnakken lidt. Men det var fedt at opleve, at man også på tværs af sygdomme kan komme tæt på hinanden på kort tid.

Hvis jeg møder folk som fejler et eller andet, opfordrer jeg dem tit til at prøve at søge kontakt med andre ‘ligesindede’. For mig har det været en kæmpe fordel at vide, at jeg ikke er alene. Og det er så fedt at se andre med samme træthedsniveau kunne klare arbejde, praktik og studie. Også er det generelt nogle dejlige mennesker jeg har lært at kende :)!

Sødeste søde Eireen fra Norge, som jeg mødte på Eurohearts. Hun er så skide sød, og hun har det mest fantastiske grin jeg nogensinde har hørt! Hun er en dejlig dame, og jeg håber at jeg ser hende igen. Hun er bare én af de mange personer jeg har lært at kende gennem GUCH og som jeg har connected hurtigt med.
Sødeste søde Eireen fra Norge, som jeg mødte på Eurohearts. Hun er så skide sød, og hun har det mest fantastiske grin jeg nogensinde har hørt! Hun er en dejlig dame, og jeg håber at jeg ser hende igen.
Hun er bare én af de mange personer jeg har lært at kende gennem GUCH og som jeg har connected hurtigt med.
Uncategorized

At følge sig velkommen i sit ‘eget’ center

Jeg er netop kommet hjem fra en stormfuld tur i fitnessdk. Jøsses hvor det blæser! Så, som Peter Plys siger, glædelig blæsevejr 🙂

Nå, træning .. Jeg havde meldt mig til release på bodycombat, men havde desværre glemt mine sko herhjemme. Gulvet er for glat derinde til at have strømper på, og af hygiejnemæssige årsager, må man ikke træne i bare tæer. Så jeg gik ind for at ro og stryketræne. Mine ben er stadig ømme fra min sidste træning, så det var mere ryggen der fik en omgang.

Da jeg kom ind af døren og havde logget ind, blev jeg hilst velkommen af en med-træner. Vi har været på nogle hold sammen, og min gamle træningsveninde kender hende og har snakket med hende. Selvom det bare er et enkelt ‘hej’, så betyder det altså en hel del af blive hilst velkommen, og på en måde at have dannet et bånd sammen. Også selvom man kun træner sammen, og kun har set hinanden i den forbindelse.

Da jeg så gik ind i omklædningen og ledte efter mine sko, kom jeg i snak med en kvinde jeg før har spinnet og pumpet med. Hun har tabt sig helt vildt, og for et års tid siden roste jeg hende for det. Hun ser skide godt ud nu, og jeg tror hun er glad for sig store vægttab. Det virker i hvert fald sådan når jeg møder hende. Hun spurgte om hun skulle hjælp mig med noget (rodede rundt i min taske og ledte lidt febrilsk efter mine sko), også faldt vi i snak. Hun er mega sød og dejlig snakkesaglig. Vi fik også et grin med på vejen, og humøret blev lige løftet lidt. Jeg gad nemlig ikke træne, så det var rart med lidt positiv opbakning!

Mens jeg trænede faldt jeg også i snak med en. Hende kender jeg også fra nogle hold, og hun er tit nede at træne. Hun er pisse stærk, og det ser ud som om hun altid presser sig selv til det yderste når hun træner. Jeg har KÆMPE respekt for hende, og blev faktisk glad da hun kom hen og spurgte mig om noget. Vi fik snakket en ti-minutters tid og det var ret hyggeligt.

Da jeg så var færdig med min træning og var igang med at klæde mig på efter bad, får en kvinde øje på de to flasker der ligger i min taske. Hun spørger om jeg skal hjem og fejrer at jeg har været ude at træne, og vi griner lidt af det. At jeg så skal til fest i aften (hvis stormen tillader det), er noget helt andet 🙂

Nå, moralen med det hele er, at det altså er fedt at komme ind for at træne, og blive mødt med glade ansigter og hilsner på min vej. Jeg synes det er mega fedt at begynde at kende nogle mennesker dernede og at vi snakker lidt sammen. Det gør altså træningen lidt federe!

Uncategorized

Forberedelse til kommende skitur

Mine søde svigerforældre har inviteret min kæreste og jeg på skitur i slutningen af januar. De bor i Schweiz, ikke særlig langt væk fra et skisportsted, så der skal vi hen. MEN… Jeg har aldrig stået på ski før. Jeg var vist nok på skitur da jeg var lille, men jeg er ikke sikker på at jeg rent faktisk stod på ski. Hvis jeg gjorde, så kan jeg i hvert fald ikke huske det.

Jeg har læst og fået fortalt, at man bør starte sin træning mindst tre måneder før en skitur. Det har jeg ikke gjort. Jeg har taget lidt squash herhjemme på stuegulvet, også har jeg været nede at træne nogle gange. Men slet ikke nok! I lørdags havde jeg booket tid hos en personlig træner, Jacob Steffensen, som jeg før har været til. Jeg fik gode råd om skitur og nogle øvelser jeg bør lave hverdag. Det har jeg så ikke fået gjort. Ups. Tirsdag havde jeg ondt i maven og kunne ikke klare tanken om at bruge en bold som træningsredskab (som jeg har fået anbefalet), og alle andre dage er bare ren dovenskab.

I dag har jeg så fået trænet, og givet mine ben en ordentlig omgang. Squattede 16 kg, én kettlebell i hver hånd. Den gjorde lidt ondt mens jeg udførte den, og jeg tror den kan mærkes i morgen. Så fik jeg mødt min gamle ven brespres igen, og vi hyggede! Mine ben rystede lidt (havde lige udført tre X planke forinden og var ved at være klar til at tage hjem), men jeg kan stadig tage de 80 kg, så det er okay. Men jeg vil have mere vægt på, så jeg vil træne videre.

Jeg fik købt nogle skisokker mens jeg alligevel var i centret. Og en trøje med Agnes fra Grusomme Mig. Ikke træningsrelatetet, men den gør mig glad 😊

I må have en dejlig aften derude bag skærmen! Jeg vil bruge min på ømme ben om nogle timer, og dejlige naboer til torsdagsbar.

2015/01/img_0001.jpg