Uncategorized

En fantastisk Ungeweekend 2016

DSC_1498.JPG
Størstedelen af deltagerne er samlet – her på vej mod frokost

Fra fredag-søndag i sidste uge, afholdte GUCH sin årlige Ungeweekend. Udover at weekenden er tænkt, som værende et hyggeligt sted at møde andre hjertesyge unge/voksne, så er det også en mulighed for de unge fra Børneklubben, som er 17-18 år at komme og snuse lidt til GUCH. I år havde vi ingen med fra Børneklubben. Til gengæld havde vi to, som aldrig havde været med til et arrangement med GUCH før. Og det var en succes!

Den tilbagevendende melding er, at folk føler sig forstået og accepteret. Der skal ikke forklares en masse og der er plads til alle. Det er fedt at få at vide, og det fastholder bare idéen om, hvor vigtige sådanne møder er – uanset om man har en hjertesygdom eller lider af noget andet.

dsc_1510
Min veninde Maja og jeg

Weekenden var også god for mig, rent personligt. Udover at jeg hyggede mig gevaldigt, var sammen med virkelig dejlige mennesker, fik god mad og fik noget virkelig gode øl (og en god brandart) lørdag, så var det en lille sejr for mig, som formand for GUCH. De sidste mange måneder har vi i bestyrelsen skulle aflyse mange af vores arrangementer, da der var været for få tilmeldte. Det har været pisse ærgerligt, både da vi ikke har kunne afholde de ting vi har planlagt, men også fordi vi ikke har fået brugt alle vores penge.
I august/september kom en kedelig sag med noget fejlkommunikation med Hjerteforeningen. Det hele løste sig, men det var op af bakke og tids- og energikrævende. Så at denne weekend blev en stor succes, det er bare fantastisk! Det giver mig en tro på, at det vi sidder og laver i bestyrelsen, det er godt. Og dén følelse er fed at have!

screenshot_20161105-2353221
Af en eller anden grund, så gemmer jeg mig bag en flaske…
Uncategorized

“You’re just lazy”

Ovenstående kommentar fik jeg af en veninde, mens vi var i Firenze. Vi stod og snakkede om, hvorfor jeg har valgt ikke at tage ekstra undervisning om eftermiddagen (som hun gjorde). Jeg fortalte hende, at jeg ikke er sikker på at jeg ville kunne holde til det, pga. træthed og at jeg istedet ville ud og opleve Firenze. Til den udmelding kom ovenstående kommentar – at jeg er doven.  Av!

For det gjorde faktisk virkelig ondt, sådan helt inde i maven. For jeg ikke doven! Langt fra!

Jeg prøvede at forklare hende, at jeg har mindre energi end mange andre, men lige meget hjalp det: Jeg var bare doven og det var et spørgsmål om at træne sig op til, at kunne klare noget mere. Til det gav hun et eksempel på, at jeg den ene dag kunne gå ti minutter, den næste elleve minutter, og så videre. Da jeg prøvede at forklare hende, at det ikke handlede om optræning, men at alle forløb og hjertepatienter er forskellige, hjalp det heller ikke noget. Istedet trak hun én af sine venner frem, som også har fået et nyt hjerte. Han kunne løbe marathon. Rigtig fedt og dejligt for ham, men det er ikke tilfældet med mig. Langtfra. Og det handler ikke om optræning, men derimod om fysisk og psykisk energi. Som mange andre hjertepatienter, og andre med en eller anden form for sygdom, sikkert kan nikke genkendende til, så er det svært at yde noget ekstraordinært, når energien simpelthen er sluppet op.

Kommentaren gjorde mig enormt ked af det og det sårede mig dybt. Måske fordi jeg er bange for, at folk tror jeg er doven, bare fordi jeg har mine begrænsninger? Selvom jeg udemærket ved, at jeg er nice og har en masse spændende at byde på, både personligt men også til et kommende job, så ramte kommentaren lige i brystet og gav en lille mavepuster.

Jeg gik hjem og snakkede med en veninde om det. Hun kender mig rigtig godt og ved, at jeg ikke er doven. Til gengæld ved hun også, at jeg har mine begrænsninger og dem respekterer og accepterer hun. Hendes svar var, at min florentinske veninde var en kost og at jeg var fantastisk, som jeg var. Det hjalp og selvom det hele blev rippet op igen ved en samtale med min mor dagen efter, så er det ikke noget jeg tænker over nu. For hvorfor skulle jeg?

Jeg har overvejet, om det er fordi jeg gerne ville ligne hende, som sagde ordene til mig. Hun har en masse ting jeg ikke har og hun har nok fået mere ud af turen til Firenze rent socialt, end jeg har. Men når jeg tænker over det, så jeg har haft en fantastisk tur. Jeg nyder at være hjemme nu, men jeg har så sandelig også nydt at være afsted! Også selvom den kommentar ødelagde min sidste onsdag og torsdag i Firenze.