Uncategorized

Hospitalspersonalet fortjener virkelig meget respekt!

I mandags startede jeg på min to måneder lange virksomhedspraktik på afdeling G på Svendborg Sygehus. Her skal jeg fungerer, som kommunikationsmedarbejder og blandt andet være en flue på væggen til diverse møder, stuegang og konferencer samt sidde med en masse tekstligt materiale, som skal revideres. Jeg har glædet mig meget til at starte, og jeg syes her er fedt: Her er en god stemning blandt personalet og jeg føler mig meget velkommen.

I tirsdags var jeg i sygeplejeuniform og med inde hos to patienter. Her fik jeg fornyet respekt for sygeplejefaget og de sygeplejersker, som omgiver folk på hospitalerne. For fanen de er dygtige og kompetente mennesker! Jeg fulgtes med en garvet sygeplejerske, som egentlig er fra en anden afdeling, men som i dag var på afdeling G.

Jeg kan ikke sige så meget om, hvad vi lavede på grund af tavshedspligt. Selvom de informationer jeg giver her er helt anonyme, så vil jeg hellere sige ingenting omkring den pleje jeg var med til i tirsdags, end at risikere at komme i klemme for at have sagt for meget.

Men én ting er sikkert: Det er nogle enormt kompetente folk, der er her på afdelingen. Ikke nok med, at de har et godt kollegialt samarbejde, de ved også præcis hvad de skal gøre og hvornår de skal gøre det. Det er fedt at se, og jeg lade glædeligt min familie, hvis det bliver aktuelt, indlægge her på afdelingen da jeg ved, at de vil blive taget sig godt af.

Lægerne er også virkelig gydetid. Jeg har kun overværet én lægeaftaler, men jeg er meget positiv omkring denne og håber, at resten af lægerne gør det samme gode barejde, som lægen jeg fulgte gjorde. De ansatte her på hospitalet fortjener en kæmpe respekt og kadue for deres store og kompetente arbejde!

Reklamer
Uncategorized

Tale foran 460 mennesker i Madrid … på engelsk

 

Umiddelbart efter foredraget, trængte jeg til et glas vin med Anne.

Firmaet Edward LifeScience, dem som har produceret min hjerteklap, inviterede mig i juni sidste år med til deres årlige møde i Madrid. Mødet fandt sted i sidste uge (uge 2) og jeg var afslutningen på deres konference, hvor jeg skulle være ‘motivational speaker’.

 

Og jeg nailede den for grumt! Mit foredrag sad lige i kassen, jeg slappede af og nød i fulde drag at stå på scenen foran så mange mennesker. For hold kæft, hvor var det bare afsindig fedt! Følelsen af, at alle 460 tilstedeværende personer sidder og kigger på mig, lytter til mig og alle sammen er interesserede i min fortælling… Jesus, det er fedt.

Baggrunden for min tilstedeværelse i Madrid
Jeg fik lavet en video til Edwards sidste år, da jeg er verdens første hjertetransplanterede og, på det tidspunkt, verdens yngste med en ny hjerteklap af typen TAVI. Folkene bag Edwards synes det var en rigtig god historie og de har derfor lavet en film om mig, hvor mine forældre også er med. Filmen er ikke blevet helt offenliggjort endnu, men jeg skal nok linke til den, når jeg kan.

I juni, to måneder efter optagelserne var i kassen fik jeg en mail fra Michael George, PR-mand i Edwards Schweiz, med en forespørgsel om, om jeg ikke ville være ‘motivational speaker’ på deres konference i Madrid i januar 2017. “Jo, det vil jeg da gerne”, skrev jeg tilbage til ham med det samme.

 

Mig i den varme stol

Må jeg godt komme tilbage på den scene?
Som sagt, det var sindsygt fedt at stå på den scene. Tilskuerne havde set min film lige før jeg kom ind. Patrick, manden lige under CEO, havde stået og rost mig og sagde, at han synes alle skulle have mulighed for at møde mig. Så jeg kom på scenen og hvor jeg rystede og blev beroliget af lydmanden Lee bagved scenen, slappede jeg helt af, da jeg trådte ud i spotlyset. Jeg blev modtaget med stående bifald – og senere har flere fortalt mig at de sad med en lille tåre i øjenkrogen. Også min bedre halvdel Anne, som jeg havde taget med på turen (igen, tak Anne for at du tog med!).

 

Jeg havde forberedt mig godt og grundigt, men hvad jeg ikke var forberedt på var, at folk grinede! Det var meget mærkeligt, for det havde jeg slet ikke tænkt på, at det kunne ske. Jeg synes ikke jeg er sjov, medmindre man kender mig og jeg joker internt med nogen. Så at få grin og klapsalver da jeg fortalte om min specialekarakter var sindsygt fedt og en kæmpe bekræftelse af mig.

I løbet af hele aftenen fik jeg tonsvis af komplimenter. Folk var så søde og ville meget gerne hilse på både Anne og jeg, og det var et kæmpe skulderklap at de var så positive overfor min historie. Jeg har både fået taget selfies med virkelig mange mennesker, trykket hånd, fået krammere og hørt om sygdomshistorier. Det var enormt rørende, at folk ville dele og fortælle alle de ting til mig og jeg er enormt glad for hver og én samtale, som jeg havde.

Derudover fik min far en mail fra Patrick i går, hvor han fortalte at flere havde efterspurgt filmen til deres børn. De gik åbenbart og brokkede sig over småting derhjemme. Brokkeri kommer jeg slet ikke ind på i filmen (det er der, bare rolig) og de ville vise deres børn, at der er folk, som tager slemme og grusomme ting med opløftet pande. Hvis det ikke er fedt, så ved jeg ikke hvad det er.


I den varme stol
Efter foredraget skulle jeg interviewes af Patrick. Jeg blev sat i en stol, hvor vi sad og snakkede sammen og svarede på spørgsmål. Igen, jeg ELSKEDE det. Jeg følte mig enormt godt tilpas, og jeg ville faktisk helst ikke væk igen. Kan man gøre det hele igen? Eller noget lignende?
Mens jeg sad i stolen, havde publikum mulighed for at stille mig spørgsmål. Jeg havde fortalt alle, at jeg er jobsøgende og pludselig kommer en besked op på storskærmen “Come on Patrick, giver her a job”. Flere sagde også til mig efter foredraget, at de ville skrive personligt til Patrick og sige at de mente jeg skulle ansættes. Enkelte mente også, at jeg selv skulle gøre det. Lige nu sidder jeg og grubler over, om jeg kan tillade mig det. Ja, det er sådan man får et arbejde i dag. Men jeg synes også det er enormt grænseoverskridende at gøre det. Men, det ender nok med at jeg giver det et forsøg. Det værste jeg kan få, er et nej.

Jeg vil så ufattelig gerne stå foran et publikum igen. Ikke nødvendigvis for at fortælle min historie, men bare være vært, foredragsholder, præsentere et eller andet. Hvad som helst! Jeg var god til at stå på scenen, jeg følte mig hjemme. Og det var i det hele taget en (undskyld mit sprog) fucking vild oplevelse!

wp-image-174749702jpg.jpg
Min bedste veninde og jeg
wp-image-169048833jpg.jpg
Stående applaus fra 460 mennesker – og kæmpe grin da jeg fandt mobilen frem og tog dette billede. Jeg blev jo nødt til det!
Uncategorized

Feedback på et tidligere indlæg

For noget tid siden udgav jeg dette indlæg. Jeg har fået flere kommentarer på baggrund af det. Én af dem fra en af mine veninder, som skrev at jeg ikke skulle tænke på det og at hun så mig, som en inspiration. Det rørte mig dybt og jeg fik en klump i halsen – tænk at jeg er andres inspiration! Det er noget jeg drømmer om, men det er helt surrealistisk at se det på skrift – at jeg er en andens inspiration. Også endda en veninde? Det er vildt, fedt og jeg blev så glad for hendes kommentar at jeg fik en klump i halsen – og faktisk får det igen, mens jeg skriver dette.

Andre transplanterede er åbenbart også dovne
Kommentaren om, at jeg er doven, er desværre ikke enestående. Jeg postede et link til indlægget på en Facebook-side for transplanterede. Her fik jeg dejlige og skønne kommentarer om, at det var velskrevet, rammende og meget genkendeligt. Det sidste havde jeg ikke håbet var tilfældet. Jeg havde frygtet det, men absolut ikke håbet det. For hvor er det ærgerligt, at det er genkendeligt. Jeg kan sådan set godt forstå, at de, som ikke har haft en transplantation inde på livet mener, at man er rask, når man har fået et nyt hjerte. For tikværket virker jo, også er man da rask, ikke?

Lægeligt set er man rask. Samfundsmæssigt, not so much. Alle med et nyt organ, skal tage livslang medicin og nogle har enten haft andre sygdomme før det nye hjerte, eller har fået andre komplikationer til. Det kan både være fysisk, men det kan også være psykisk – det er en stor ting at vide, at man har været tæt på at dø, måske mange gange i løbet af ens liv. Også er det ikke så underligt, synes jeg, at man kan blive ramt af et sort hul og måske en depression eller lignende. Noget så stort og ukaperligt, som døden .. Det er svært at forklare, svært at tale om og svært at begribe og mange er bange for det.

Jeg synes det er ærgerligt, at man bliver erklæret rask (af noget) af det omkringliggende samfund, så snart man har fået et nyt hjerte eller et andet organ. Nogle er ekstremt godt kørende, løber verden rundt (bogstaveligt talt) og kan sagtens klare både fuldtidsjob, børn, kæreste, venner og hvad der ellers hører til livet. Andre skal have et job med færre timer om ugen end 37, for også at have energi til at passe både sig selv og sine omgivelser.

Ligesom alle andre mennesker, så er vores forløb forskellige og det er ikke til, at forudsige noget, før man har stået i situationen. For vi er ikke dovne – vi har bare nogle andre hensyn at tage, end mange andre. Vi har været igennem, nogle gange mange, livstruende operationer, tager livslang medicin og skal til kontrol en gang eller to om året. Hvorfor må vi ikke tage hensyn til os selv, når andre må?

Selvfølgelig er der mange, som tager hensyn og kender vores behov. Jeg er så heldig at have en fantastisk omgangskreds, som kender mig og synes det okay, at jeg sommetider enten lige tager en lur midt på dagen for at kunne være med resten af aftenen, eller at jeg tager tidligere hjem end andre – simpelthen fordi, jeg skal tage nogle andre hensyn til mig selv, end andre skal. Og de acceptere det, hvilket jeg er glad og taknemmelig for!

Uncategorized

Døden kan pludselig komme meget tæt på

Følgende indlæg er enormt personligt, og jeg har haft nogle tanker om hvorvidt jeg skulle udgive det eller ej. Mest fordi min familie vist ikke ved, at jeg tænker over disse ting.
Men det er et emne, som jeg synes vi skal have fokus på og det er nogle tanker jeg gerne vil dele og jeg har derfor valgt at udgive indlægget.

I min tid, som frivillig i GUCH og medlem af Transplantationsklubben har jeg oplevet to dødsfald. Begge var omkring 32 år. Den ene person døde helt uventet pga. et hjertestop, den anden døde af en anden årsag end hjertet. Uanset årsagen til dødsfaldet er det forfærdeligt når det sker – især når det er et ungt menneske. Det betyder at jeg, udover at være trist over det pågældende dødsfald, også bliver meget bevidst om, at det kan ske for mig eller nogle af mine venner indenfor disse to grupper. Det er svært at gå med, muligvis fordi der ikke er mange af mine jævnaldrende, der har disse tanker. For hvem skal man så dele det med? Og er det overhovedet noget man skal dele?

Del for satan! og skab selvindsigt
En veninde oplevede et dødsfald i sin fjerne bekendtskabskreds og ringede til mig. Det var dejligt at snakke med hende om det, og vi delte nøjagtig samme holdning, mening og bekymring: For den ‘næste’ kan jo blive os?
Det var samtidig enormt befriende at snakke med min veninde om denne bekymring. Det giver en tryghed, at man ikke er alene, uanset hvad det drejer sig om og det var dejligt at kunne dele sin frygt og bekymringer med en anden i samme/en lignende situation. Det giver også en lethed i kroppen, at det kommer ud og gerne til et forstående menneske.

Når noget så alvorligt, som et dødsfald eller tilbagefald hos en syg person sker, så er det på den ene side træls, at have tanken “det kunne ske for mig”. Det virker selvisk, når andre står i en stor sorg eller en svær situation. På den anden side er det, for mig, naturligt at reflektere over sin egen situation, når døden og andre store og svære emner kommer tæt på én selv. Og dét tror jeg sådan set er godt, da det for mit at se skaber selvindsigt og er en åbning for, at snakke med andre om sine bekymringer. At det så er sindsygt svært at række ud til folk, hvad enten det er veninder eller GUCH’ere, det er noget helt andet. Det er en disciplin man skal øve sig i og det kan tage rigtig lang tid.

Vi deler det hele med gruppen
I GUCH og i Transplantationsgruppen deler vi vores glæder og sorger med hinanden. Det er alt lige fra en frustration om et manglende hjerte, frustration over kommunen og deres behandling af kroniske syge mennesker (her tænker jeg især på fleksjob og førtidspension, som jeg ved mange af mine med-GUCH’ere har haft store problemer med), men i lige så høj grad glæden ved en vellykket behandling, en sindsygt dygtig og sød læge eller et vellykket arrangement, hvor flere er samlet og lærer hinanden at kende. Det er fedt, og det er den største grund til, at jeg er medlem af GUCH.

Jeg går ikke og tænker over ovenstående hver dag, og det er heldigvis ikke en frygt, som sidder fast i mig. Men jeg frygter den dag, hvor jeg skal have et nyt hjerte igen. Så kommer døden pludselig helt tæt på mig igen og jeg er bevidst om, hvad det værste udfald kan være. Den tanke er svær, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har GUCH-gruppen til at snakke med, når den tid en dag kommer.

Uncategorized

Pasta med laks

Pasta med laks er en af mine livretter. Det er nemt at lave og det smager fantastisk!
Opskriften, til to personer, er som følger:

  • Olivinolie
  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • Evt. et glas hvidvin
  • En halv pakke røget laks
  • Fløde
  • Pasta
  • Salt og peber

Sæt vand over til pasta. Når vandet koger skal pastaen i og koges så lang tid, som det er anvist på pakken.
Start med at hakke løget og hvidløget fint. Put noget olie på panden og når det er varmt, skal løg og hvidløg på, indtil de er gennemsigtige. Imens du venter du de bliver det, kan du passende skære laksen ud i mundrette stykker.
Når løget og hvidløget er gennemsigtige skal laksen på panden. Hvis du har lyst, kan du hælde et glas hvidvin ved og lade væden fordampe sammen med de andre ingredienser. Retten bliver dog ikke dårligere af, at undlade dette.
Når laksen er blevet stegt hælder du fløde i. Hæld den mængde i, som du gerne vil have. Du kan sagtens bruge en kombination af mælk og fløde eller madlavningsfløde, hvis du vil have en lidt lettere sovs. Dog anbefaler jeg, at man holder sig til ren fløde.
Retten er færdig, når fløden har kogt lidt ind, du har smagt det hele til med salt og peber, drænet vandet fra pastaen og hældt den over laksen. Velbekomme 🙂

Uncategorized

Chiafrø-boller ala Michelle Kristensen (med et twist)

Jeg havde en veninde på besøg til frokost forleden dag. Jeg havde lyst til en brunch-agtig tallerken og her skulle bruges nogle boller. Jeg har lige lånt Michelle Kristensens bog ‘MK bootcamp 6:1’, hvor jeg fandt en opskrift på chiaboller. Desværre havde jeg ikke alle ingredienserne, så jeg måtte improvisere – heldigvis med succes! Derfor synes jeg, at jeg vil dele opskriften her på bloggen, hvis andre skulle have lyst til nemme (og sunde?) boller.

Jeg har brugt:
– 150 gram chiafrø
– 2 dl lunken vand
– 25 gram gær
– 50 gram solsikkekerner, istedet for mandler
– Ca 180 gram hvedemel (istedet for rismel). Opskriften sagde 500 gram rismel, men synes jeg fik den ønskede konsistens ved 180 gram hvedemel
– 50 gram speltmel istedet for mandelmel
– 2 Æg

Opløs gæren i vandet og rør det sammen med chiafrø. Det skal stå mindst en time, gerne længere og helst natten over. Mit stod to timer. Derefter blandes resten af ingredienserne, hvorefter dejen skal hæve 20 minuttet et lunt sted. Derefter kan du forme det antal boller du vil (jeg fik 9 stk), sætte dem i en forarmet ovn (175 grader) og bage dem 18-22 minutter. Også er der boller 😀