Uncategorized

Feedback på et tidligere indlæg

For noget tid siden udgav jeg dette indlæg. Jeg har fået flere kommentarer på baggrund af det. Én af dem fra en af mine veninder, som skrev at jeg ikke skulle tænke på det og at hun så mig, som en inspiration. Det rørte mig dybt og jeg fik en klump i halsen – tænk at jeg er andres inspiration! Det er noget jeg drømmer om, men det er helt surrealistisk at se det på skrift – at jeg er en andens inspiration. Også endda en veninde? Det er vildt, fedt og jeg blev så glad for hendes kommentar at jeg fik en klump i halsen – og faktisk får det igen, mens jeg skriver dette.

Andre transplanterede er åbenbart også dovne
Kommentaren om, at jeg er doven, er desværre ikke enestående. Jeg postede et link til indlægget på en Facebook-side for transplanterede. Her fik jeg dejlige og skønne kommentarer om, at det var velskrevet, rammende og meget genkendeligt. Det sidste havde jeg ikke håbet var tilfældet. Jeg havde frygtet det, men absolut ikke håbet det. For hvor er det ærgerligt, at det er genkendeligt. Jeg kan sådan set godt forstå, at de, som ikke har haft en transplantation inde på livet mener, at man er rask, når man har fået et nyt hjerte. For tikværket virker jo, også er man da rask, ikke?

Lægeligt set er man rask. Samfundsmæssigt, not so much. Alle med et nyt organ, skal tage livslang medicin og nogle har enten haft andre sygdomme før det nye hjerte, eller har fået andre komplikationer til. Det kan både være fysisk, men det kan også være psykisk – det er en stor ting at vide, at man har været tæt på at dø, måske mange gange i løbet af ens liv. Også er det ikke så underligt, synes jeg, at man kan blive ramt af et sort hul og måske en depression eller lignende. Noget så stort og ukaperligt, som døden .. Det er svært at forklare, svært at tale om og svært at begribe og mange er bange for det.

Jeg synes det er ærgerligt, at man bliver erklæret rask (af noget) af det omkringliggende samfund, så snart man har fået et nyt hjerte eller et andet organ. Nogle er ekstremt godt kørende, løber verden rundt (bogstaveligt talt) og kan sagtens klare både fuldtidsjob, børn, kæreste, venner og hvad der ellers hører til livet. Andre skal have et job med færre timer om ugen end 37, for også at have energi til at passe både sig selv og sine omgivelser.

Ligesom alle andre mennesker, så er vores forløb forskellige og det er ikke til, at forudsige noget, før man har stået i situationen. For vi er ikke dovne – vi har bare nogle andre hensyn at tage, end mange andre. Vi har været igennem, nogle gange mange, livstruende operationer, tager livslang medicin og skal til kontrol en gang eller to om året. Hvorfor må vi ikke tage hensyn til os selv, når andre må?

Selvfølgelig er der mange, som tager hensyn og kender vores behov. Jeg er så heldig at have en fantastisk omgangskreds, som kender mig og synes det okay, at jeg sommetider enten lige tager en lur midt på dagen for at kunne være med resten af aftenen, eller at jeg tager tidligere hjem end andre – simpelthen fordi, jeg skal tage nogle andre hensyn til mig selv, end andre skal. Og de acceptere det, hvilket jeg er glad og taknemmelig for!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s