hjertetransplanteret · Jobsøgning

Jeg lytter mere til min læge, end mine forældre … og min mavefornemmelse

Onsdag d. 7. juni, var jeg i Skejby til et rutinetjek af hjertet. Det banker heldigvis fint og klappen klapper præcis, som den skal. Jeg ånder altid lettet op, når de giver mig den besked. For efter jeg fik beskeden i 2015 om en aorta stenose, frygter jeg altid at skulle til Skejby. Dengang synes jeg nemlig jeg havde det ok, hvilket jeg jo slet ikke havde. Siden da har jeg altid været smånervøs for, at komme til undersøgelse – der kan jo komme noget igen?

Efter undersøgelsen, havde jeg et spørgsmål til de kramper, som jeg har haft mange af på det sidste. De er stadig ofte tilstede, og jeg undrer mig over, om det kan være rigtigt at de skal komme så ofte. Det kan det ikke, sagde lægen. Desværre kunne han ikke give en løsning på problemet og derfor blev professor Hans tilkald. Han er en gammel kending og en, som har fulgt mig lige fra det nye hjerte blev sat ind i mit bryst til i dag – og forhåbentlig lang tid endnu.

De to læger snakkede lidt sammen og Hans spurgte ind til, hvornår kramperne kommer og hvor tit de er der. Jeg fortalte, at jeg ofte får dem på arbejde og når jeg er presset. Vi snakker lidt frem og tilbage og han ender med at sige, at han vil anbefale mig et fleksjob eller en arbejdsuge på maks. 25 timer, hvis det vel og mærke er indenfor mit eget fag – og at jeg siger op på mit nuværende arbejde. Hans kommentar slog mig ud og jeg skulle tage mig sammen for ikke at begynde at græde. Det tror jeg han kunne se, for han lod emnet ligge, men tilføjede at han gerne skriver under på hans udtalelse og uddyber situationen, hvis min kommune eller a-kasse vil have det.

Hans fungerer lidt, som mit orakel. I min verden, er hans ord lov og jeg har blind tillid til ham. Selvom jeg stoler på alle de læger jeg har med at gøre (især dem på Skejby Sygehus, som er tilknyttet hjerteafdelingen), så siger Hans tingene på en måde, så jeg får sat nogle tanker i gang og så jeg ofte følger hans råd. Lige netop råddet om nedsat arbejdstid er et råd, som mine forældre mange gange har prøvet at give mig, men uden jeg har ville følge det. Min mave har også sagt det, men jeg har heller ikke ville lytte til den. Men Hans? Jeg følger hans mindste vink! Også selvom jeg bliver ked af det og bliver bange for, at ingen så vil ansætte mig. Selvom jeg godt ved jeg har en masse gode kompetencer, som bare venter på at blive brugt, så lurer tanken i mit baghoved: “Hvem vil ansætte, en nyuddannet kroniker, uden erhvervserfaring på 25 timer om ugen?”

Da jeg kom hjem om aftenen var jeg stadig ked af det over udmeldingen, og jeg skulle lige sluge kamelen. Men jeg fandt også en ro ved, at Hans sagde de ting han gjorde. Jeg kan ikke sige hvorfor, men min mave er mere rolig, end den har været længe. Og det er faktisk rart. Også selvom det muligvis bliver en lang og sej kamp og jeg kommer til at tude mere over det hele, de kommende måneder.

Nu, halvanden måned senere
Her i midten af juli, har jeg taget konsekvensen af Hans’ ord. Jeg havde egentlig meldt mig, som værende i job overfor min a-kasse med planen om, at jeg kunne fortsætte i Milano til og med september og på den måde, slippe for dagpenge. Allerede dagen efter snakkede jeg med min far om det og fandt frem til, at jeg må sige op – og begynde på dagpenge igen. Min chef fik min opsigelse samme dag og jeg stopper i butikken den 5. august. Derefter hedder det sandsynligvis en sygemelding hos dagpengesystemet i en måned eller to, indtil jeg får ro på igen og kan koncentrere mig om, hvordan jeg finder det perfekte arbejde til mig.

Jeg glæder mig til at stoppe i butikken. Jeg kan mærke jeg er stresset over at være der, jeg sover ikke nok og jeg har ugentlige hjertekramper – især når jeg har fri. Som sædvanlig har jeg en hel masse dejlige og sociale planer når jeg stopper i Milano – og jeg glæder mig!

Uncategorized

Ambassadør for Ecco Walkathon 2017

Jeg har fået den store ære at være gå-i-forvejen-ambassadør for Ecco Walkathon 2017. Det betyder, at jeg i hele juli måned samler penge ind med mine fødder. For hver kilometer jeg går, donerer Ecco 7,5 kr. til Hjerteforeningen, som er den sag jeg har valgt at gå for.

Mit gå-kit til juli måned: sorte ballerinasko og et VivoSmart3-ur.

Jeg har fået tilsendt et par sko og et VivoSmart3-ur, så jeg kan tracke mine gåture og mine kilometer. Når måneden er slut skal jeg indtaste de kilometer jeg har gået i et skema, sende det ind til Ecco og så bliver mine kilometer til penge til Hjerteforeningen.

Mit butiksjob bliver pludselig en fordel
I øjeblikket arbejder jeg i en tøjbutik, hvor jeg går rigtig meget. Derfor tror jeg ikke det vil være et problem for mig, at få samlet en masse penge ind. Alligevel regner jeg med, at jeg skal gå en hel masse ture i løbet af juli måned.

Jeg glæder mig til at gå i forvejen for alle jer, som skal gå Ecco Walkathon – og samle penge ind til Hjerteforeningen. Jeg håber at kunne have tid til, at være med i en eller flere af årets Ecco Walkathon. Så måske ses vi derude i det danske sommerland?

Du kan læse mere om Ecco Walkathon og hvilke organisationer de støtter her: https://walkathon.ecco.com

Uncategorized

Når et foredrag går pisse godt AKA “Be Obama”

Som pendant til mit tidligere indlæg (her), kommer her en meget positiv historie om mit andet foredrag i Prag. Det gik nemlig, mildt sagt, pisse godt! Den følelse af uoplagthed, manglende overskud og nederlag jeg havde om onsdagen, var helt væk: Både før, under og efter foredraget.

Da jeg var i Madrid i januar (læst mere her), fortalte en lydmand mig om Obama – og at jeg skulle have hans måde at holde tale på, in mente når jeg selv stod på scenen. Især de pauser, som Obama har og den effekt de giver, mente lydmanden, at alle talere skulle drage nytte af. Derfor tænker jeg nu på USAs tidligere præsident, før jeg går på scenen.

Om det var tanken om Obama, et større overskud eller andet, det ved jeg ikke. Faktum er, at jeg klarede foredraget pisse godt og jeg følte jeg leverede varen!

 

Edwards_19
Billede fra mit foredrag i Prag onsdag den 21. juni

 

Det hele sad lige i skabet
Mit foredrag havde overskriften “Pride and Obstacles”, hvor jeg fortalte om de ting jeg er stolt af (kandidat, feedback fra jobsamtaler og chefer og at være onkel for mine veninders børn, for bare at nævne nogle af de mange ting, jeg går og er stolt af og glæder mig over til daglig). Jeg fortalte også om de ting jeg har svært ved i øjeblikket: At finde et job. Jeg fortalte om mine frustrationer over, ofte at blive kaldt dygtig af mange mennesker (både eventuelle/aktuelle arbejdsgivere, veninder og jobcentret), men stadig uden at få et arbejde. Jeg fortalte om min manglende energi, hvilket kun gør det sværere for mig, at finde et job. Jeg fortalte desuden om, at det gør mig stolt at vide, at folk har viet deres karriere til, at hjælpe folk som mig, der har brug for udskiftning af ting og sager i kroppen.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg takkede de ansatte for sidstnævnte. Jeg ved fra egen krop og fra venners udtalelser, at en ny hjerteklap er guld værd. Jeg blev rørt, flere i forsamlingen havde tårer i øjnene under min tak – og jeg fik store klapsalver og ros efter foredraget. Jeg var stolt, flyvende – og spændt på, hvad dagen på en gård sammen med de ansatte ville bringe.

Alt i alt gik foredraget torsdag altså pisse godt! Her i dag, fredag, er jeg stadig flyvende over det, om end jeg er meget, meget træt.

Uncategorized

Når et foredrag ikke går godt..

Jeg holdt mit første foredrag i Prag i onsdags, i forbindelse med at jeg var inviteret til byen af Edwards LifeScience – firmaet, som har lavet min hjerteklap. Jeg synes på ingen måde det gik godt og jeg var rigtig skuffet over min egen præstation: Jeg følte ikke, at firmaet fik det de havde bestilt og det føltes, som et nederlag for mig.

Jeg kom til Prag kl 10.35 i onsdags, blev hentet af en chauffør og kørt til Amazon Court Building (sygt flot bygning!). Mit første foredrag var planlagt til kl. 13.00 og var for nogle studerende for, som et led i en karriereuge. Formålet var, at øge opmærksomheden omkring Edwards, deres produkter og de ting de tilbyder deres medarbejdere. Jeg skulle komme ind og fortælle mere konkret, hvad den nye hjerteklap har betydet for mig og hvordan Edwards hjælper deres patienter.
Efter at have snakket med Petr Vasek, manden som har inviteret mig til Prag, fik jeg en forståelse for, hvilke spørgsmål jeg skulle besvare i mit foredrag. Hvad jeg ikke havde forstået var, at de fremmødte så min film til at starte med – hvilket gjorde min planlagte introduktion og mit resume af min hjertehistorie overflødig. Der var intet andet for, end at jeg måtte forsøge at fortælle om de ting jeg havde planlagt, som ikke var noget filmen havde fortalt – og så ellers improvisere og håber på en masse spørgsmål. Det gik bare, desværre, ikke helt efter planen.

Efter foredraget var forbi, stod jeg med en følelse af slet ikke, at have leveret det produkt, som Petr havde oplevet i Madrid: En veltalende pige med en klar råd tråd, stor morale og karismatiske evner. Her var i stedet en meget nervøs pige, som famlede efter ordene, gentog tingene flere gange end nødvendigt og som var meget nervøs igennem hele foredraget. Øv, hvor var det surt!

Selvom enkelte kom hen til mig bagefter og roste både mit oplæg, min måde at levere det på og mit budskab, sad følelsen af nederlag i mig. Jeg var træt af, at jeg ikke var bedre forberedt og gruede for det foredrag jeg skulle lave dagen efter, for de ansatte ved Edwards. Min mavefornemmelse var på ingen måde god, og på det tidspunkt, ville jeg bare gerne have den efterfølgende dag overstået.

Hvad kan jeg så lære af det?
Meget ulig mig (jeg plejer at sumpe i mit nederlag og dvæle ved det), begyndte jeg at tænkte på, hvad jeg kunne lære af ovenstående oplevelse. For det første skal jeg være bedre til at vide præcis, hvad det er publikum forventer og om de får nogle oplysninger om mig på forhånd. I dette tilfælde fik de den film at se, som Edwards LifeScience lavede i april sidste år. Det kunne have sparet mig for, at skulle fumble med ordene og mit budskab og dermed have gjort mig selv tilfreds med mit foredrag.

Heldigvis endte dagen godt med en god middag med en skøn ansat ved Edwards LifeScience. Hun og jeg klikkede ekstremt godt og hun gav mig troen på, at jeg nok skulle klare det dagen efter. Vi snakkede om mit overståede foredrag om onsdagen og hun sluttede vores måde af at sige, at jeg blot skulle være mig selv: Jeg var jo karismatisk, åben og havde en god historie. Derefter gik jeg glad hjem i seng og sov skønt!

 

Uncategorized

Meget træt, men meget glad, også kaldet ‘Små Ting’

Den knude af lykke jeg fik i maven i sidste uge, har gennem hele denne uge siddet fast og har været med mig alle steder. Min uge har været exceptionel travl, men jeg har nydt det i fulde drag og det har givet mig en masse mental energi, til den kommende uge.

Jeg har både været på Moesgaard og set forestillingen ‘Røde Orm’, i Odense tre gange: én gang for at se Harry Potter in Concert (det var lidt, som at se filmen for første gang – og jeg købte mig et Hufflepuff-tørklæde), én gang for at fejre min bedste venindes aflevering af hendes speciale og en sidste gang for at se en savnet veninde og spise med hende – og udveksle anekdoter og finde på livshistorier om tjenerne. Jeg kom i seng 00:30 og skulle ud på thurø campingplads kl 10 i dag, for at se min veninde, den samme som jeg havde set fredag aften. og hendes familie. Jeg blev der ikke så længe, fordi jeg var så træt, men det var dejligt at se hende og hendes familie.

Jeg havde planlagt at skulle træne i dag – min ryg trænger. Men jeg valgte i stedet at lade være, sove til middag og se fire afsnit af Breaking Bad. Ugen er sluttet godt af, og jeg er klar til i morgen at skulle skrive jobansøgninger og arbejde på en artikel om fodboldudstyr til kvinder – jeg er nemlig blevet tekstforfatter hos Spicy Web i Odense. Og det er ret fedt! Også selvom jeg ikke kan se lyset i fodbold.

hjertetransplanteret · Jobsøgning

Nyuddannet jobsøgende kroniker – uden erhvervserfaring

Ovenstående titel beskriver mig. Og de tre ting, nyuddannet kroniker uden erhvervserfaring, besværliggør min jobsøgning – som om det ikke allerede var svært nok. Der er ikke så meget at gøre ved det: Fordi jeg er kroniker har jeg ikke haft energi og overskud til et job ved siden af mit studie (i hvert fald ikke på min kandidat), uddannelsen stammer fra sidste år og er derfor stadig ny og den jobsøgende tilstand forsvinder først, når en arbejdsgiver ansætter mig. Hvad i alverden gør man så?

Noget at stå op til
Bevares, jeg har et deltidsjob i en tøjbutik og det er dejligt, at have noget at stå op til. Men jeg har også en kandidat i kommunikation og mit job i tøjbutikken er derfor ikke et sted jeg har planer om, at være resten af mine dage. Desuden bor jeg hjemme hos mine forældre. Jeg kan virkelig godt lide mine forældre, og det er gået rigtig godt med at bo hjemme. Men nu længes jeg også snart efter mig eget sted og at flytte hjemmefra – igen.
Desuden synes jeg faktisk det er lidt pinligt at fortælle, at jeg er 26, har en kandidat i kommunikation – og at jeg så arbejder i en tøjbutik og bor hjemme hos mine forældre. Selvom alle forstår min situation og hepper på mig og et godt videre forløb, så drømmer jeg om at kunne præsentere mig selv, som “Tekstforfatter og foredragsholder med fast stilling hos *indsæt her navn*”. For det er noget jeg ved, jeg vil kunne varetage og trives med.

Det hele skal ikke være nemt
Jeg kan ikke arbejde mere end 30 timer om ugen (hvis det vel og mærke er et job indenfor min uddannelse. Jeg kan nemlig ikke have mere end 20-22 timer om ugen i tøjbutikken, da jeg både mentalt og fysisk bliver for træt), og det besværliggør min jobjagt, da de fleste opslåede jobs er på 37 timer. Kommer jeg til jobsamtale, fortæller jeg kommende arbejdsgiver om min situation, og det er endnu ikke de færre timer, som har skylden for, at jeg ikke fik jobbet. Om det har noget at sige, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det ville undre mig, hvis ikke det er en faktor, som spiller ind i valget af kandidat. Hvis stillingen er slået op til, at være 37 timer og de finder en egnet kandidat, som kan varetage dette, tager de vel den kandidat?

Og jo, jeg sender uopfordrede ansøgninger. Men der er heller ingen, som bider på dem. I denne uge, uge 23, skal jeg i gang med at opsøge virksomheder personligt. Så krydser jeg fingre for, at det virker.
´Det er et spørgsmål om tid før det første job kommer´, siger de fleste. Og jeg vil give dem ret, den dag jeg står med en kontrakt i hånden – jeg giver desuden kage til de involverede. Lige nu synes jeg bare det er langhåret og træls, at være jobsøgende – især med de ekstra udfordringer jeg har.

Jeg har ikke anden konklusion end til dette indlæg og mine tanker end, at man skal væbne sig med tålmodighed, prøve at opbygge erfaring (jeg holder foredrag og skriver tekster til blandt andet Woman, Magasinet Q og Alt for Damerne og håber på at få dem udgivet) og søge alle de stillinger, man overhovedet kan. Og så krydser jeg fingre for at jeg selv (og alle andre arbejdsløse) finder et job, som er indenfor deres uddannelse inden der er gået alt for længe. For vores uddannelse skal bruges, når vi nu har brugt tid og energi på, at tage den! Kroniker eller ej!

 

Uncategorized

En følelse af lykke…

18765794_10154720746142099_2321315403692841317_n
Et smukt billede af den strand, som vores hotel lå ned til.

Sådan én havde jeg i fredags, da jeg lagde mig på min hovedpude og skulle sove. Jeg havde nemlig påbegyndt den årlige GUCH-Ungeweekend og var blevet så glad for at se de dejlige mennesker igen, som jeg har så meget til fælles med – at jeg fik en dejlig knude af lykke i min mave. Knuden kom på trods af massiv træthed efter mange dages arbejde og en lang tur til Korsør. Men den var meget velkommen i min mave, og jeg blev glad, da jeg mærkede den.

En tiltrængt knude
Heldigvis har den sidste uge (uge 21) været ovenud fantastisk: Den var fuld af sammenkomster eller snakke med dejlige venner, GUCH-arbejde, familietur til KBH og ikke mindst GUCH Ungeweekend. Uge 20 (den forrige) var hård for mig, for jeg synes lige pludselig, at alting så sort og trist ud. Jeg får ikke andet end afslag på mine jobansøgninger (hvis jeg da hører noget fra den virksom, jeg har sendt en ansøgning til), jeg savnede mine veninder og jeg var træt af mit arbejde. Jeg savner stadig de veninder jeg ikke ser så tit, men nu har jeg efterhånden lavet aftaler med dem, så jeg kan se frem til at se dem alle sammen. Derfor har den uge vi lige har forladt, været et tiltrængt energipust- og boost og kunne ikke være sluttet af på en bedre måde.

Knuden af lykke sidder stadig i min mave her, mandag, dagen efter vi tog afsked med hinanden. Den er ikke ligeså kraftig i dag, men den er der og den føles behagelig og god.

Den kommende uge står også på en masse dejlige ting: Endnu en familie-tur, denne gang til Århus, Moesgaard Museum og forestillingen ‘Røde Orm’, og veninde-hygge det meste af weekenden. Så selvom min jobsøgning er sutter i øjeblikket, så har jeg altså stadig en masse ting ind imellem skrivning af ansøgninger og mit arbejde, som jeg nyder og glæder mig meget til!

Jeg har glemt at tage billeder fra Ungeweekenden – jeg hyggede mig for meget. Dog har jeg taget madbilleder og krydre derfor mit indlæg med dem.