Hverdags-tanker

Tilbage på arbejde/praktik

Min fleksjobsag er endnu ikke blevet afgjort. Derfor er jeg startet på en ny praktikperiode hos Webnom på Fremtidsfabrikken i Svendborg. Jeg havde første arbejdsdag efter mit hjertestop mandag d. 22. januar – og det var skønt at være tilbage!

Da jeg skulle afsted i morges var det med lige dele spænding og ængstelse. Jeg har talt dage til jeg skulle starte på arbejde igen, for jeg har savnet det! Er helt tosset med mit arbejde, mine opgaver og mine kolleger – Derfor var det hårdt at være væk en hel måned. Samtidig, så er det første gang jeg er på egen hånd i mere end en halv time af gangen, og det er lidt skræmmende. For hvad nu, hvis det sker igen? Er der så folk til at hjælpe mig?

Min logiske sans siger, at selvfølgelig er der det. Jeg har altid stolet på de mennesker, som er omkring mig, så hvorfor skulle det svigte nu? Men puha, det er store og svære tanker at sidde med. Men så længe jeg ikke er panisk over at skulle ud i verden, så er det med at give den gas og prøve kræfter med min vante hverdag. Jeg savner den nemlig og jeg glæder mig til jeg kører på fuld drive, som jeg gjorde det for en måned siden,

Reklamer
GUCH · hjertetransplanteret · Hverdags-tanker

Post-hjertestop 1 – førstegangsugen

D. 27. december 2017 fik jeg et hjertestop. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om det lige nu på dette medie – men det skal nok komme.

Hvad jeg derimod har lyst til at fortælle om, er den forgange uge (uge 3, 2018). Her gjorde jeg nemlig flere ting for første gang siden mit hjertestop – og det føltes fedt! Det føltes lidt, som at vende tilbage til min hverdag.

I uge 3 var det første gang jeg:

  • Var til psykolog
  • Kørte i bus til Rudkøbing
  • Gik to ture alene i Svendborg by
  • Kørte bil (både med og uden passager)
  • Havde flere dage i hverdagstøj, end i nattøt

Det er nogle banale og, for nogle, meget små ting. Men for mig er det stort. Min vante hverdag virker enormt skræmmende, også selvom jeg savner den og glæder mig til at vende tilbage til den. Men de små skridt, som at være alene i byen og at køre bil selv, det er et skridt i den rigtige retning.

På mandag starter jeg på arbejde igen. To timer. Og selvom det er vanvittigt skræmmende, så glæder jeg mig helt vildt meget! Jeg savner mit arbejde, mine kolleger og mine arbejdsopgaver og har gjort det fra dag 1 efter hjertestoppet.

GUCH · Hverdags-tanker

Den der papmache-regel fra Hella Joof…

Min veninde købte ‘Papmachereglen’, skrevet af Hella Joof, sidste år og jeg har nu læst den. Selvom jeg ikke er imponeret over hendes skrivestil og jeg tror hendes ord ville være bedre fremstillet mundtligt end skriftligt, så har Hella altså fat i noget…

Forleden dag læste jeg om titelreglen, altså papmachereglen. Kort sagt handler den om, at det man siger/tænker, det sker. Hvorfor reglen hedder sådan, må du selv læse.

I august sagde jeg ofte sætningen ‘det går ned af bakke for mit helbred fra nu af’. Jeg sagde det til nogle veninder en aften. Min ene veninde sagde, at det gjorde hende rigtig ked af det, at jeg sagde sådan nogle ting – uanset om det er rigtigt eller ej. Og jeg forstår udmærket, at hun bliver ked af det over sådanne udtalelser. Det gør jeg nemlig også selv.

Realiteten var, at intet var galt med mit hjerte. Faktisk virkede både min overlæge og min scanningsdame overrasket over, at det bankede så flot, som det gjorde/gør. Der var intet galt, kun noget oppe i mit hoved.

Men fordi jeg har sagt at jeg får det dårligere fra nu af, så begynder mit hoved og min krop et eller andet sted, at tro det er rigtigt – ligesom Hella Joof siger det. Og så er det først helt af helvede til. For hvis først jeg tror det, så sker det også rigtigt, ifølge ovennævnte papmacheregel. Hvis man overbeviser sig selv om, at noget bliver dårligere, at man ikke kan noget eller lignende, så tror jeg langt hen af vejen, at det også bliver virkelighed.

Heldigvis virker det også den anden vej: Hvis du siger til dig selv, at du er awesome, smuk, dejlig og dygtig, så begynder du stille og roligt at tro på, at de ord er rigtige. Og så nemt kan man manipulere med sin egen tankegang.

I en Hella Joofsk-ånd, så lad og sætte glimmer på det hele og putte det på kaminhylden.
(Læs selv bogen for også at forstå den reference).

GUCH · hjertetransplanteret · Hverdags-tanker · Organdonation

“Det er da synd, at det er medfødt…”

Ovenstående ord (eller lignende, for jeg husker dem ikke helt ordret) fik jeg en dag da jeg snakkede med en ny forbindelse i mit netværk. Hans ord var på ingen måde ondt ment, men jeg har alligevel tænkt over dem lige siden.

For overordnet set, synes jeg ikke det er synd for mig, at jeg har en medfødt hjertesygdom. Jo, jeg kan godt blive træt af de symptomer jeg render rundt med og tanken om at skulle have et nyt hjerte igen, skræmmer mig fra vid og sans. Men lige nu, der er det ikke synd. Jeg har det nemlig rigtig godt og jeg er glad for mit liv. Desuden har jeg fået nogle oplevelser, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde fået mit nye hjerte: Blandt andet har jeg vundet et ur, været på to udenlandsrejser med GUCH (skal måske på en tredje i sommeren 2018), jeg har holdt foredrag for 460 mennesker, jeg har været med i flere film og jeg har været på scenen til Ecco Walkathon og fortælle om min kalveklap.

Hvad med bekymringer?
Til et kursus jeg var på for nogle uger siden blev jeg spurgt, om ikke jeg havde nogle bekymringer. Jo, det har jeg. Men i skrivende stund går de mest på, hvilken serie jeg skal se på Netflix og hvad min mormor skal have i julegave. Selvfølgelig tænker jeg over den kommende operation, men på dage (som i dag), hvor jeg har det godt så er det ikke noget, som jeg som sådan tænker over.

I og med jeg muligvis også har arbejde til næste år, så får jeg også en følelse af, at jeg er ligesom alle andre – også selvom jeg ‘kun’ kan/skal arbejde 16 timer (som det ser ud nu). Jeg kommer nemlig til at bidrage til samfundet, jeg får en hverdag og jeg flytter hjemmefra igen.

 

anbefaling · Hverdags-tanker · Uncategorized

Anbefaling: “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år”

I mit arbejde sidder jeg ofte på Linkedin og finder viden og nye inputs. Det skete i dag, hvor jeg faldt over et blogindlæg med titlen “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år“. Det er en 22 årig iværksætter, som reflektere over, hvad han egentlig har lært i de sidste 22 år han har levet.

Stykket er virkelig velskrevet og jeg blev helt glad da jeg læste det igennem. Jeg har endnu ikke læst mere fra bloggen, men Kristian (manden bag bloggen) virker som én med gåpåmod, livslyst og iværksætteri i maven – så jeg glæder mig til at følge hans fremtidige skriverier. Desuden er dette blogindlæg enormt inspirerende at læse, og det giver stof til eftertanke – kan jeg finde 27 livslektioner jeg har lært i mine 27 leveår? Lur mig, om ikke det kan lade sig gøre!

Du finder indlægget her: 22 lektioner jeg har lært i mine 22 år

hjertetransplanteret · Hverdags-tanker · Jobsøgning

Det begynder at lysne…

488a160ac2e04657a31d5901e2f8eaf0
Jeg er ligeså lettet i disse dage, som Drew Barrymore er på dette billede.

Pga. mit hjerte (medicin, klap og ryg) kan jeg ikke varetage et fuldtidsarbejde – eller et fysisk krævende arbejde på deltid. Derfor blev jeg nødt til at opsige mit arbejde i en tøjbutik. Her stoppede jeg 5. august og gik derefter direkte over på sygedagpenge, ifølge en aftale med min kommune. Istedet skal jeg i arbejdsprøvning for at se, hvor mange timer jeg kan holde til at arbejde.

Jeg har hørt frygtelige historier om, at den slags sager trak ud, ikke rigtig blev afsluttet og at den enkelte borger skulle kæmpe for sin sag. Derfor havde jeg mine betænkeligheder, da lige før mit første møde med min socialrådgiver: Jeg orkede nemlig ikke at skulle igennem en lang og sej kamp, for at kunne finde det timeantal jeg kan holde til i dagligdagen.

Hallelujah!
Heldigvis blev min frygt gjort fuldstændig til skamme. Overfor mig sad nemlig en enormt dygtig, kompetent og hensynstagende person, som havde mig og mit helbred i fokus. Hendes morale var, at jeg skal finde et arbejdsleje, som jeg kan holde til. Ærlig talt? Jeg fældede en tåre! Jeg var SÅ lettet over, at den frygtede kamp ikke blev til noget som helst. Her sad et menneske, som havde mig og mit hjerte i fokus – og en mission om, at jeg selvfølgelig skal i arbejde, men på nogle vilkår som jeg kan være med til. Også uden at få hjertekramper flere gange om ugen og uden at skulle bo ved mine forældre resten af mit liv. Derudover har hun en mission om, at alle mine papirer ligger klar til godkendelse i slutningen af december. Alle de indledende øvelser skulle altså tage mindre end fire måneder. Hallelujah!

Det er Team Aktiv her i Svendborg, som står for udarbejdelsen af mine papirer. Det er også en socialrådgiver dér, som sørger for at jeg har det godt i min praktik og som jeg skal kontakte, hvis jeg bliver for smadret pga. for mange timer. Så løser vi den dér. Heldigt for mig, så er denne socialrådgiver lige så dygtig som hende ved kommunen. Hun vil mig kun det bedste og er meget obs på min situation og mine behov.

Glæde
… og er ligeså glad i disse dage, som jeg er på dette billede.

En anden hverdag
Så nu er jeg i arbejdsprøvning hos firmaet Webnom på Fremtidsfabrikken (et iværksætterhus) i Svendborg. De første to uger af arbejdsprøvningen har indeholdt tre timer, tre dage om ugen. De næste to uger indeholder fire timer, fordelt på tre dage om ugen. Antallet af timer øges langsomt, og jeg skriver dagbog over mine arbejdsdage, så det kan dokumenteres overfor den person, som skal sidde med min sag i sidste ende.

Jeg er så glad for, at være i gang! Jeg har savnet noget at lave og noget at stå op til! Oveni hatten har jeg fundet et sted, som gør brug af mine kompetencer, giver mulighed for læring, spændende dialoger og ny viden. Det er fedt! Også selvom jeg er træt efter fyraften.

Hverdags-tanker · Medicin

Får lægerne et kursus i, at udtale medicinnavne?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tager medicin. Meget medicin! Det har jeg altid gjort, og det skal jeg blive ved med resten af mit liv.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan kløjes i nogle af de navne, som medicinpræparaterne har. “Metoprololsuccinat”, “mycophenolatmofetil”, “tacrolimus” og jeg skal komme efter dig med sjove, mærkelige og spøjse navne. Hvem finder på dem? Hvorfor skal de være så umundrette? Og får lægerne et kursus i navnene på medicinstudiet?

Ja, det er tanker man som kroniker kan have. Det sidste spørgsmål tænker jeg mest over, fordi de læger og sygeplejersker jeg er i kontakt med hurtigt og ubesværet lire navnet af, som om de sagde et ord, som er let at udtale. Faktisk siger de ordet så let og hurtigt, at de enten 1) har mange års erfaring med udtalelse af navnene eller 2) har fået et kursus i udtalelse af dem. Ja, den første er mest sandsynlig. Men historien bag det andet navn er sjovest, ikke?

Sådanne tanker og skriverier sker, når man er arbejdsløs kroniker med ny medicin, som er svært at udtale. Imens jeg fundere over den slags ting og sager, øver jeg mig i at sige metoprololsuccinat. Den er der næsten…