hjertetransplanteret · Jobsøgning

Jeg lytter mere til min læge, end mine forældre … og min mavefornemmelse

Onsdag d. 7. juni, var jeg i Skejby til et rutinetjek af hjertet. Det banker heldigvis fint og klappen klapper præcis, som den skal. Jeg ånder altid lettet op, når de giver mig den besked. For efter jeg fik beskeden i 2015 om en aorta stenose, frygter jeg altid at skulle til Skejby. Dengang synes jeg nemlig jeg havde det ok, hvilket jeg jo slet ikke havde. Siden da har jeg altid været smånervøs for, at komme til undersøgelse – der kan jo komme noget igen?

Efter undersøgelsen, havde jeg et spørgsmål til de kramper, som jeg har haft mange af på det sidste. De er stadig ofte tilstede, og jeg undrer mig over, om det kan være rigtigt at de skal komme så ofte. Det kan det ikke, sagde lægen. Desværre kunne han ikke give en løsning på problemet og derfor blev professor Hans tilkald. Han er en gammel kending og en, som har fulgt mig lige fra det nye hjerte blev sat ind i mit bryst til i dag – og forhåbentlig lang tid endnu.

De to læger snakkede lidt sammen og Hans spurgte ind til, hvornår kramperne kommer og hvor tit de er der. Jeg fortalte, at jeg ofte får dem på arbejde og når jeg er presset. Vi snakker lidt frem og tilbage og han ender med at sige, at han vil anbefale mig et fleksjob eller en arbejdsuge på maks. 25 timer, hvis det vel og mærke er indenfor mit eget fag – og at jeg siger op på mit nuværende arbejde. Hans kommentar slog mig ud og jeg skulle tage mig sammen for ikke at begynde at græde. Det tror jeg han kunne se, for han lod emnet ligge, men tilføjede at han gerne skriver under på hans udtalelse og uddyber situationen, hvis min kommune eller a-kasse vil have det.

Hans fungerer lidt, som mit orakel. I min verden, er hans ord lov og jeg har blind tillid til ham. Selvom jeg stoler på alle de læger jeg har med at gøre (især dem på Skejby Sygehus, som er tilknyttet hjerteafdelingen), så siger Hans tingene på en måde, så jeg får sat nogle tanker i gang og så jeg ofte følger hans råd. Lige netop råddet om nedsat arbejdstid er et råd, som mine forældre mange gange har prøvet at give mig, men uden jeg har ville følge det. Min mave har også sagt det, men jeg har heller ikke ville lytte til den. Men Hans? Jeg følger hans mindste vink! Også selvom jeg bliver ked af det og bliver bange for, at ingen så vil ansætte mig. Selvom jeg godt ved jeg har en masse gode kompetencer, som bare venter på at blive brugt, så lurer tanken i mit baghoved: “Hvem vil ansætte, en nyuddannet kroniker, uden erhvervserfaring på 25 timer om ugen?”

Da jeg kom hjem om aftenen var jeg stadig ked af det over udmeldingen, og jeg skulle lige sluge kamelen. Men jeg fandt også en ro ved, at Hans sagde de ting han gjorde. Jeg kan ikke sige hvorfor, men min mave er mere rolig, end den har været længe. Og det er faktisk rart. Også selvom det muligvis bliver en lang og sej kamp og jeg kommer til at tude mere over det hele, de kommende måneder.

Nu, halvanden måned senere
Her i midten af juli, har jeg taget konsekvensen af Hans’ ord. Jeg havde egentlig meldt mig, som værende i job overfor min a-kasse med planen om, at jeg kunne fortsætte i Milano til og med september og på den måde, slippe for dagpenge. Allerede dagen efter snakkede jeg med min far om det og fandt frem til, at jeg må sige op – og begynde på dagpenge igen. Min chef fik min opsigelse samme dag og jeg stopper i butikken den 5. august. Derefter hedder det sandsynligvis en sygemelding hos dagpengesystemet i en måned eller to, indtil jeg får ro på igen og kan koncentrere mig om, hvordan jeg finder det perfekte arbejde til mig.

Jeg glæder mig til at stoppe i butikken. Jeg kan mærke jeg er stresset over at være der, jeg sover ikke nok og jeg har ugentlige hjertekramper – især når jeg har fri. Som sædvanlig har jeg en hel masse dejlige og sociale planer når jeg stopper i Milano – og jeg glæder mig!

Reklamer
hjertetransplanteret · Jobsøgning

Nyuddannet jobsøgende kroniker – uden erhvervserfaring

Ovenstående titel beskriver mig. Og de tre ting, nyuddannet kroniker uden erhvervserfaring, besværliggør min jobsøgning – som om det ikke allerede var svært nok. Der er ikke så meget at gøre ved det: Fordi jeg er kroniker har jeg ikke haft energi og overskud til et job ved siden af mit studie (i hvert fald ikke på min kandidat), uddannelsen stammer fra sidste år og er derfor stadig ny og den jobsøgende tilstand forsvinder først, når en arbejdsgiver ansætter mig. Hvad i alverden gør man så?

Noget at stå op til
Bevares, jeg har et deltidsjob i en tøjbutik og det er dejligt, at have noget at stå op til. Men jeg har også en kandidat i kommunikation og mit job i tøjbutikken er derfor ikke et sted jeg har planer om, at være resten af mine dage. Desuden bor jeg hjemme hos mine forældre. Jeg kan virkelig godt lide mine forældre, og det er gået rigtig godt med at bo hjemme. Men nu længes jeg også snart efter mig eget sted og at flytte hjemmefra – igen.
Desuden synes jeg faktisk det er lidt pinligt at fortælle, at jeg er 26, har en kandidat i kommunikation – og at jeg så arbejder i en tøjbutik og bor hjemme hos mine forældre. Selvom alle forstår min situation og hepper på mig og et godt videre forløb, så drømmer jeg om at kunne præsentere mig selv, som “Tekstforfatter og foredragsholder med fast stilling hos *indsæt her navn*”. For det er noget jeg ved, jeg vil kunne varetage og trives med.

Det hele skal ikke være nemt
Jeg kan ikke arbejde mere end 30 timer om ugen (hvis det vel og mærke er et job indenfor min uddannelse. Jeg kan nemlig ikke have mere end 20-22 timer om ugen i tøjbutikken, da jeg både mentalt og fysisk bliver for træt), og det besværliggør min jobjagt, da de fleste opslåede jobs er på 37 timer. Kommer jeg til jobsamtale, fortæller jeg kommende arbejdsgiver om min situation, og det er endnu ikke de færre timer, som har skylden for, at jeg ikke fik jobbet. Om det har noget at sige, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det ville undre mig, hvis ikke det er en faktor, som spiller ind i valget af kandidat. Hvis stillingen er slået op til, at være 37 timer og de finder en egnet kandidat, som kan varetage dette, tager de vel den kandidat?

Og jo, jeg sender uopfordrede ansøgninger. Men der er heller ingen, som bider på dem. I denne uge, uge 23, skal jeg i gang med at opsøge virksomheder personligt. Så krydser jeg fingre for, at det virker.
´Det er et spørgsmål om tid før det første job kommer´, siger de fleste. Og jeg vil give dem ret, den dag jeg står med en kontrakt i hånden – jeg giver desuden kage til de involverede. Lige nu synes jeg bare det er langhåret og træls, at være jobsøgende – især med de ekstra udfordringer jeg har.

Jeg har ikke anden konklusion end til dette indlæg og mine tanker end, at man skal væbne sig med tålmodighed, prøve at opbygge erfaring (jeg holder foredrag og skriver tekster til blandt andet Woman, Magasinet Q og Alt for Damerne og håber på at få dem udgivet) og søge alle de stillinger, man overhovedet kan. Og så krydser jeg fingre for at jeg selv (og alle andre arbejdsløse) finder et job, som er indenfor deres uddannelse inden der er gået alt for længe. For vores uddannelse skal bruges, når vi nu har brugt tid og energi på, at tage den! Kroniker eller ej!