Kropsideal · Uncategorized

Petra Elsker Sig Selv – eller gør hun?

Forleden dag satte jeg mig for at se et afsnit af programmet “Petra Elsker Sig Selv” på DRTV, efter anbefaling fra HelseMatilde. Programmet lød vældig interessant, så jeg ville give det et skud. Det endte med at jeg så de tre afsnit, som er tilgængelige. Jeg blev både grebet og forarget over programmet – og samtidig fuld af respekt for Petra, som sætter fokus på noget, som jeg tror mange danske kvinder tumler med. Nemlig, at tale grimt til sig selv og ikke være tilfreds med egen krop.

Min forargelse kom i form af, at jeg slet ikke forstår, hvordan en person kan tale SÅ grimt til sig selv og sin krop, uanset hvordan denne person ser ud. For Petra taler virkelig grimt til sig selv! Hun får i program 2, mener jeg, lavet et 3D-print af ‘ægte-Petra’ og ‘perfekte-Petra’, hvor sidstnævnte har den flade mave, thigh gap, mindre arme og en mere markeret hage, som Petra drømmer om. Hun mener hun vil blive lykkeligere, hvis hun ligner ‘perfekte-Petra’ og ikke, som hun ser ud nu. Og det er en skam! Jeg synes nemlig, at Petra er vanvittig smuk. Jeg har altid været en sucker for brune øjne og hendes er ét af de smukkeste par, jeg nogensinde har set. Jeg er også enormt fascineret af hendes hår. Det er stort, vildt og sidder virkelig godt uanset hvad. Hendes lår er også enormt flotte! Jeg er på ingen måde tilhænger af et gab mellem lårene og det har Petra ikke. Og hendes arme? De er flotte, velformede og lige, som de skal være!

Petra går til psykolog, hvor psykologen spørger, hvordan hun tror ‘perfekte-Petra’ er. Petra sidder og reflekterer over det og siger så til sidst, at hun ligner en med alt for meget styr på sit liv og hun ser ikke særlig sjov ud. Det gør ‘ægte-Petra’ derimod. Hun er én man gerne vil hænge ud med. Og netop dér rammer psykologen hovedet på sømmet, ifølge mig: Selvom hun sætter det meget firkantet på, så gør hun opmærksom på, at man kan være kedelig og uinteressant, hvis man er indehaver af det kropsideal, som man har inde i hovedet. Ergo: Græsset er kun grønt, der hvor du gøder det og ikke på den anden side. Og det er så fed en morale, som rammer på en uventet måde og derfor går lige ind i (mit) hjerte.

Men…
Jeg blev overrasket over, hvor grimt Petra snakker til sig selv. Derfor kom jeg til at tænke på, at grimheden i hendes ord måske forstærkes gennem det tv-program hun medvirker i: Jo mere fokus vi sætter på en ting i vores liv, jo mere tænker vi over det. Min erfaring er, at de fleste kvinder (mig selv inklusiv) ofte og meget hurtigt begynder at tale negativt om en ting, som de tænker på ofte. Det er ikke altid tilfældet, men det sker tit. Så om Petra negativitet bliver styrket af TV-programmet, det er ikke til at sige.

Forargelsen
Samtidig med at jeg bliver forarget, så har jeg også dyb respekt for Petra og for, at hun tager et så stort og svært emne op. Jeg står i øjeblikket i tøjbutik i Svendborg, og der er godt nok mange kvinder, som er mere eller mindre usikre på sin egen krop. Mange er kede af deres såkaldte bildæk, deres arme eller deres ar/årknuder på lårene. Og det er helt fint, at være ked af sin krop somme tider – for det er ikke altid, at alting spiller. Men at gå dagligt og rakke ned på sig selv (som Petra fremstiller det som om hun gør), det er simpelthen for galt og ødelæggende for et menneske! Jeg bliver forarget og har ofte lyst til at ruske i de kvinder, som er meget selvkritiske og fortælle dem at “de er vanvittig smukke, som de er. Hvis du ikke er enig, så prøv denne kjole, som fremhæver din talje og dit hår”. Istedet nøjes jeg med at rose dem i det tøj de prøver og få dem til at se, at de store arme sagtens kan komme frem, uden de behøver at være utilfredse med det, hvis bare de vælger det rigtige tøj at tage på. Min erfaring siger nemlig: Hvis du er tilfreds enten med dit ydre (med tøj) eller dit indre (med undertøj eller helt nøgen), så bliver du også tilfreds med den resterende del af dig selv. Men det tager tid! Og for mange tror jeg, desværre, det er en lang og sej kamp. Og det er ærgerligt. For jo grimmere vi taler til os selv, jo mindre anerkender vi, hvor fantastiske vi hver især er, som person. Og hvor dygtige vi er. Og det er godt nok surt og trist, at vi skal snakke så meget ned til os selv.