Uncategorized

Ambassadør for Ecco Walkathon 2017

Jeg har fået den store ære at være gå-i-forvejen-ambassadør for Ecco Walkathon 2017. Det betyder, at jeg i hele juli måned samler penge ind med mine fødder. For hver kilometer jeg går, donerer Ecco 7,5 kr. til Hjerteforeningen, som er den sag jeg har valgt at gå for.

Mit gå-kit til juli måned: sorte ballerinasko og et VivoSmart3-ur.

Jeg har fået tilsendt et par sko og et VivoSmart3-ur, så jeg kan tracke mine gåture og mine kilometer. Når måneden er slut skal jeg indtaste de kilometer jeg har gået i et skema, sende det ind til Ecco og så bliver mine kilometer til penge til Hjerteforeningen.

Mit butiksjob bliver pludselig en fordel
I øjeblikket arbejder jeg i en tøjbutik, hvor jeg går rigtig meget. Derfor tror jeg ikke det vil være et problem for mig, at få samlet en masse penge ind. Alligevel regner jeg med, at jeg skal gå en hel masse ture i løbet af juli måned.

Jeg glæder mig til at gå i forvejen for alle jer, som skal gå Ecco Walkathon – og samle penge ind til Hjerteforeningen. Jeg håber at kunne have tid til, at være med i en eller flere af årets Ecco Walkathon. Så måske ses vi derude i det danske sommerland?

Du kan læse mere om Ecco Walkathon og hvilke organisationer de støtter her: https://walkathon.ecco.com

Uncategorized

Når et foredrag går pisse godt AKA “Be Obama”

Som pendant til mit tidligere indlæg (her), kommer her en meget positiv historie om mit andet foredrag i Prag. Det gik nemlig, mildt sagt, pisse godt! Den følelse af uoplagthed, manglende overskud og nederlag jeg havde om onsdagen, var helt væk: Både før, under og efter foredraget.

Da jeg var i Madrid i januar (læst mere her), fortalte en lydmand mig om Obama – og at jeg skulle have hans måde at holde tale på, in mente når jeg selv stod på scenen. Især de pauser, som Obama har og den effekt de giver, mente lydmanden, at alle talere skulle drage nytte af. Derfor tænker jeg nu på USAs tidligere præsident, før jeg går på scenen.

Om det var tanken om Obama, et større overskud eller andet, det ved jeg ikke. Faktum er, at jeg klarede foredraget pisse godt og jeg følte jeg leverede varen!

 

Edwards_19
Billede fra mit foredrag i Prag onsdag den 21. juni

 

Det hele sad lige i skabet
Mit foredrag havde overskriften “Pride and Obstacles”, hvor jeg fortalte om de ting jeg er stolt af (kandidat, feedback fra jobsamtaler og chefer og at være onkel for mine veninders børn, for bare at nævne nogle af de mange ting, jeg går og er stolt af og glæder mig over til daglig). Jeg fortalte også om de ting jeg har svært ved i øjeblikket: At finde et job. Jeg fortalte om mine frustrationer over, ofte at blive kaldt dygtig af mange mennesker (både eventuelle/aktuelle arbejdsgivere, veninder og jobcentret), men stadig uden at få et arbejde. Jeg fortalte om min manglende energi, hvilket kun gør det sværere for mig, at finde et job. Jeg fortalte desuden om, at det gør mig stolt at vide, at folk har viet deres karriere til, at hjælpe folk som mig, der har brug for udskiftning af ting og sager i kroppen.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg takkede de ansatte for sidstnævnte. Jeg ved fra egen krop og fra venners udtalelser, at en ny hjerteklap er guld værd. Jeg blev rørt, flere i forsamlingen havde tårer i øjnene under min tak – og jeg fik store klapsalver og ros efter foredraget. Jeg var stolt, flyvende – og spændt på, hvad dagen på en gård sammen med de ansatte ville bringe.

Alt i alt gik foredraget torsdag altså pisse godt! Her i dag, fredag, er jeg stadig flyvende over det, om end jeg er meget, meget træt.

Uncategorized

Når et foredrag ikke går godt..

Jeg holdt mit første foredrag i Prag i onsdags, i forbindelse med at jeg var inviteret til byen af Edwards LifeScience – firmaet, som har lavet min hjerteklap. Jeg synes på ingen måde det gik godt og jeg var rigtig skuffet over min egen præstation: Jeg følte ikke, at firmaet fik det de havde bestilt og det føltes, som et nederlag for mig.

Jeg kom til Prag kl 10.35 i onsdags, blev hentet af en chauffør og kørt til Amazon Court Building (sygt flot bygning!). Mit første foredrag var planlagt til kl. 13.00 og var for nogle studerende for, som et led i en karriereuge. Formålet var, at øge opmærksomheden omkring Edwards, deres produkter og de ting de tilbyder deres medarbejdere. Jeg skulle komme ind og fortælle mere konkret, hvad den nye hjerteklap har betydet for mig og hvordan Edwards hjælper deres patienter.
Efter at have snakket med Petr Vasek, manden som har inviteret mig til Prag, fik jeg en forståelse for, hvilke spørgsmål jeg skulle besvare i mit foredrag. Hvad jeg ikke havde forstået var, at de fremmødte så min film til at starte med – hvilket gjorde min planlagte introduktion og mit resume af min hjertehistorie overflødig. Der var intet andet for, end at jeg måtte forsøge at fortælle om de ting jeg havde planlagt, som ikke var noget filmen havde fortalt – og så ellers improvisere og håber på en masse spørgsmål. Det gik bare, desværre, ikke helt efter planen.

Efter foredraget var forbi, stod jeg med en følelse af slet ikke, at have leveret det produkt, som Petr havde oplevet i Madrid: En veltalende pige med en klar råd tråd, stor morale og karismatiske evner. Her var i stedet en meget nervøs pige, som famlede efter ordene, gentog tingene flere gange end nødvendigt og som var meget nervøs igennem hele foredraget. Øv, hvor var det surt!

Selvom enkelte kom hen til mig bagefter og roste både mit oplæg, min måde at levere det på og mit budskab, sad følelsen af nederlag i mig. Jeg var træt af, at jeg ikke var bedre forberedt og gruede for det foredrag jeg skulle lave dagen efter, for de ansatte ved Edwards. Min mavefornemmelse var på ingen måde god, og på det tidspunkt, ville jeg bare gerne have den efterfølgende dag overstået.

Hvad kan jeg så lære af det?
Meget ulig mig (jeg plejer at sumpe i mit nederlag og dvæle ved det), begyndte jeg at tænkte på, hvad jeg kunne lære af ovenstående oplevelse. For det første skal jeg være bedre til at vide præcis, hvad det er publikum forventer og om de får nogle oplysninger om mig på forhånd. I dette tilfælde fik de den film at se, som Edwards LifeScience lavede i april sidste år. Det kunne have sparet mig for, at skulle fumble med ordene og mit budskab og dermed have gjort mig selv tilfreds med mit foredrag.

Heldigvis endte dagen godt med en god middag med en skøn ansat ved Edwards LifeScience. Hun og jeg klikkede ekstremt godt og hun gav mig troen på, at jeg nok skulle klare det dagen efter. Vi snakkede om mit overståede foredrag om onsdagen og hun sluttede vores måde af at sige, at jeg blot skulle være mig selv: Jeg var jo karismatisk, åben og havde en god historie. Derefter gik jeg glad hjem i seng og sov skønt!

 

Uncategorized

Meget træt, men meget glad, også kaldet ‘Små Ting’

Den knude af lykke jeg fik i maven i sidste uge, har gennem hele denne uge siddet fast og har været med mig alle steder. Min uge har været exceptionel travl, men jeg har nydt det i fulde drag og det har givet mig en masse mental energi, til den kommende uge.

Jeg har både været på Moesgaard og set forestillingen ‘Røde Orm’, i Odense tre gange: én gang for at se Harry Potter in Concert (det var lidt, som at se filmen for første gang – og jeg købte mig et Hufflepuff-tørklæde), én gang for at fejre min bedste venindes aflevering af hendes speciale og en sidste gang for at se en savnet veninde og spise med hende – og udveksle anekdoter og finde på livshistorier om tjenerne. Jeg kom i seng 00:30 og skulle ud på thurø campingplads kl 10 i dag, for at se min veninde, den samme som jeg havde set fredag aften. og hendes familie. Jeg blev der ikke så længe, fordi jeg var så træt, men det var dejligt at se hende og hendes familie.

Jeg havde planlagt at skulle træne i dag – min ryg trænger. Men jeg valgte i stedet at lade være, sove til middag og se fire afsnit af Breaking Bad. Ugen er sluttet godt af, og jeg er klar til i morgen at skulle skrive jobansøgninger og arbejde på en artikel om fodboldudstyr til kvinder – jeg er nemlig blevet tekstforfatter hos Spicy Web i Odense. Og det er ret fedt! Også selvom jeg ikke kan se lyset i fodbold.

Uncategorized

En følelse af lykke…

18765794_10154720746142099_2321315403692841317_n
Et smukt billede af den strand, som vores hotel lå ned til.

Sådan én havde jeg i fredags, da jeg lagde mig på min hovedpude og skulle sove. Jeg havde nemlig påbegyndt den årlige GUCH-Ungeweekend og var blevet så glad for at se de dejlige mennesker igen, som jeg har så meget til fælles med – at jeg fik en dejlig knude af lykke i min mave. Knuden kom på trods af massiv træthed efter mange dages arbejde og en lang tur til Korsør. Men den var meget velkommen i min mave, og jeg blev glad, da jeg mærkede den.

En tiltrængt knude
Heldigvis har den sidste uge (uge 21) været ovenud fantastisk: Den var fuld af sammenkomster eller snakke med dejlige venner, GUCH-arbejde, familietur til KBH og ikke mindst GUCH Ungeweekend. Uge 20 (den forrige) var hård for mig, for jeg synes lige pludselig, at alting så sort og trist ud. Jeg får ikke andet end afslag på mine jobansøgninger (hvis jeg da hører noget fra den virksom, jeg har sendt en ansøgning til), jeg savnede mine veninder og jeg var træt af mit arbejde. Jeg savner stadig de veninder jeg ikke ser så tit, men nu har jeg efterhånden lavet aftaler med dem, så jeg kan se frem til at se dem alle sammen. Derfor har den uge vi lige har forladt, været et tiltrængt energipust- og boost og kunne ikke være sluttet af på en bedre måde.

Knuden af lykke sidder stadig i min mave her, mandag, dagen efter vi tog afsked med hinanden. Den er ikke ligeså kraftig i dag, men den er der og den føles behagelig og god.

Den kommende uge står også på en masse dejlige ting: Endnu en familie-tur, denne gang til Århus, Moesgaard Museum og forestillingen ‘Røde Orm’, og veninde-hygge det meste af weekenden. Så selvom min jobsøgning er sutter i øjeblikket, så har jeg altså stadig en masse ting ind imellem skrivning af ansøgninger og mit arbejde, som jeg nyder og glæder mig meget til!

Jeg har glemt at tage billeder fra Ungeweekenden – jeg hyggede mig for meget. Dog har jeg taget madbilleder og krydre derfor mit indlæg med dem.

Kropsideal · Uncategorized

Petra Elsker Sig Selv – eller gør hun?

Forleden dag satte jeg mig for at se et afsnit af programmet “Petra Elsker Sig Selv” på DRTV, efter anbefaling fra HelseMatilde. Programmet lød vældig interessant, så jeg ville give det et skud. Det endte med at jeg så de tre afsnit, som er tilgængelige. Jeg blev både grebet og forarget over programmet – og samtidig fuld af respekt for Petra, som sætter fokus på noget, som jeg tror mange danske kvinder tumler med. Nemlig, at tale grimt til sig selv og ikke være tilfreds med egen krop.

Min forargelse kom i form af, at jeg slet ikke forstår, hvordan en person kan tale SÅ grimt til sig selv og sin krop, uanset hvordan denne person ser ud. For Petra taler virkelig grimt til sig selv! Hun får i program 2, mener jeg, lavet et 3D-print af ‘ægte-Petra’ og ‘perfekte-Petra’, hvor sidstnævnte har den flade mave, thigh gap, mindre arme og en mere markeret hage, som Petra drømmer om. Hun mener hun vil blive lykkeligere, hvis hun ligner ‘perfekte-Petra’ og ikke, som hun ser ud nu. Og det er en skam! Jeg synes nemlig, at Petra er vanvittig smuk. Jeg har altid været en sucker for brune øjne og hendes er ét af de smukkeste par, jeg nogensinde har set. Jeg er også enormt fascineret af hendes hår. Det er stort, vildt og sidder virkelig godt uanset hvad. Hendes lår er også enormt flotte! Jeg er på ingen måde tilhænger af et gab mellem lårene og det har Petra ikke. Og hendes arme? De er flotte, velformede og lige, som de skal være!

Petra går til psykolog, hvor psykologen spørger, hvordan hun tror ‘perfekte-Petra’ er. Petra sidder og reflekterer over det og siger så til sidst, at hun ligner en med alt for meget styr på sit liv og hun ser ikke særlig sjov ud. Det gør ‘ægte-Petra’ derimod. Hun er én man gerne vil hænge ud med. Og netop dér rammer psykologen hovedet på sømmet, ifølge mig: Selvom hun sætter det meget firkantet på, så gør hun opmærksom på, at man kan være kedelig og uinteressant, hvis man er indehaver af det kropsideal, som man har inde i hovedet. Ergo: Græsset er kun grønt, der hvor du gøder det og ikke på den anden side. Og det er så fed en morale, som rammer på en uventet måde og derfor går lige ind i (mit) hjerte.

Men…
Jeg blev overrasket over, hvor grimt Petra snakker til sig selv. Derfor kom jeg til at tænke på, at grimheden i hendes ord måske forstærkes gennem det tv-program hun medvirker i: Jo mere fokus vi sætter på en ting i vores liv, jo mere tænker vi over det. Min erfaring er, at de fleste kvinder (mig selv inklusiv) ofte og meget hurtigt begynder at tale negativt om en ting, som de tænker på ofte. Det er ikke altid tilfældet, men det sker tit. Så om Petra negativitet bliver styrket af TV-programmet, det er ikke til at sige.

Forargelsen
Samtidig med at jeg bliver forarget, så har jeg også dyb respekt for Petra og for, at hun tager et så stort og svært emne op. Jeg står i øjeblikket i tøjbutik i Svendborg, og der er godt nok mange kvinder, som er mere eller mindre usikre på sin egen krop. Mange er kede af deres såkaldte bildæk, deres arme eller deres ar/årknuder på lårene. Og det er helt fint, at være ked af sin krop somme tider – for det er ikke altid, at alting spiller. Men at gå dagligt og rakke ned på sig selv (som Petra fremstiller det som om hun gør), det er simpelthen for galt og ødelæggende for et menneske! Jeg bliver forarget og har ofte lyst til at ruske i de kvinder, som er meget selvkritiske og fortælle dem at “de er vanvittig smukke, som de er. Hvis du ikke er enig, så prøv denne kjole, som fremhæver din talje og dit hår”. Istedet nøjes jeg med at rose dem i det tøj de prøver og få dem til at se, at de store arme sagtens kan komme frem, uden de behøver at være utilfredse med det, hvis bare de vælger det rigtige tøj at tage på. Min erfaring siger nemlig: Hvis du er tilfreds enten med dit ydre (med tøj) eller dit indre (med undertøj eller helt nøgen), så bliver du også tilfreds med den resterende del af dig selv. Men det tager tid! Og for mange tror jeg, desværre, det er en lang og sej kamp. Og det er ærgerligt. For jo grimmere vi taler til os selv, jo mindre anerkender vi, hvor fantastiske vi hver især er, som person. Og hvor dygtige vi er. Og det er godt nok surt og trist, at vi skal snakke så meget ned til os selv.

Uncategorized

Min første gang …

… til bodyflow. Det skete i mandags, 2. påskedag, i fitnessdk i Svendborg. Jeg har i nogle år været meget fascineret af det meste indenfor yoga-verdenen, bodyflow og lignende og tænkte, at dette hold passede mig rent tidsmæssigt og nu skulle det altså være.

Og det var FEDT! Jeg svedte, som et svin – også selvom det ikke var ligeså hårdt, som spinning og træning med vægte. Jeg sveder bare virkelig meget, når jeg træner.

Jeg er på ingen måde smidig. Men jeg kunne sagtens følge med i hele timen uden at falde, og miste balancen (mere end to gange). Som bonus fik jeg løsnet den knude, som har siddet i min venstre skulder i en måneds tid nu – uden jeg ved, hvad der har udløst det, så var knuden pist væk da jeg kom hjem og er ikke vendt tilbage her, to dage efter. Til gengæld har jeg svært ved at slappe af i mine skuldre og jeg synes jeg spænder i den. Så jeg må tilbage på måtten og udføre bodyflow eller yoga. Jeg glæder mig i hvert fald til næste gang!

‘Sessionen’ blev sluttet af med en lang tur i sauna (der var kø med badene, så jeg gik i sauna i stedet) og her blev jeg omsluttet af den stegende hede og kunne nyde et styks veludført arbejde.